Vi skal se på trivsel på en anden måde
Langt de fleste børn og unge har det godt. I efteråret aflivede de to erfarne forskere Karen Wistoft og Lars Qvortrup mistrivselskrisen blandt børn og unge. Ved en nærmere undersøgelse af eksisterende rapporter fandt de ingen signifikant stigning i mistrivslen. Men de fandt et behov for at hjælpe børn og unge med at blive trivselskompetente.
Et fåtal af børn og unge er i mistrivsel. Hovedparten har det godt. Men de har brug for færdigheder, viden, kompetencer og styrke til at leve et rigt liv og til at håndtere den modgang, der uundgåeligt vil komme.
En udfordring er, at der blandt fagprofessionelle – forskere, lærere, pædagoger og socialrådgivere – er meget forskellige opfattelser af, hvad trivsel dækker over, og så er der en fare for, at der bliver sat ind forkert.
Mistrivsel er ikke en sygdom, som kan udryddes
Karen Wistoft
Docent
Vi er i Danmark helt generelt begyndt at tale om alle unge, som om de er syge, og så bliver det en del af deres selvforståelse. De tager det sprog, de hører, til sig og begynder at føle sig i mistrivsel, når de oplever noget svært eller udfordrende. Men det er okay at opleve, noget er svært eller udfordrende. Det er en del af livet og ikke ensbetydende med at være i mistrivsel.
Problemet er, at den måde, vi taler om trivsel/mistrivsel på, farver de unges indstillinger til sig selv og deres omverden. Når de tager sproget til sig, så taler de også om deres egne følelser med et sygdomsorienteret eller offerorienteret sprog.
De kommer derfor hurtigt til at føle sig som ofre, og vi skal passe på med at gøre børn og unge til ofre. Hvis du er offer for noget, har du ikke samtidig mulighed for at håndtere det. De unge bliver med andre ord opfattet som nogle, der over en bred kam er udsatte og skal hjælpes. Politikerne skal hjælpe dem, forældrene skal hjælpe dem, skolen skal hjælpe dem.
Der er brug for, at vi håndterer mistrivsel ved at tale om det på en anden måde.
Mistrivsel smitter ikke
Hvis man som ung hører, at halvdelen af danske unge mistrives, er der risiko for, at den enkelte unge forstår sine egne problemer, som at miste en kæreste eller skulle til eksamen, som mistrivsel.
Men mistrivsel smitter ikke, og børn og unge kan lære at tackle svære situationer, modgang og noget, de synes har været hårdt, som en del af et helt almindeligt hverdagsliv. De er ikke ofre for mistrivslen, men er både i stand til at håndtere svære ting og gode ting, både medgang og modgang.
Hvis du bliver betragtet som et kompetent barn eller ung, der skal lære noget, så ligger der selvfølgelig i det, at man arbejder med deres læring og personlige udvikling.
Lige nu ser vi mere en tendens til det modsatte. Mange voksne – både forældre, politikere og interesseorganisationer – ser børn og unges udfordringer med sygdomsbriller.
Ydre vilkår og egen indstilling
Både trivsel og mistrivsel er påvirket af ydre vilkår. Præstationsforventninger, tidspres, mobning i skolen, og det omverdenen byder den enkelte unge, spiller ind på følelsen af at trives eller ej.
Det betyder noget, hvordan man taler om mistrivsel i medier, skole, SoMe og børne/unge-fællesskaber. Også den enkeltes egen indstilling. Hvilke forventninger barnet/den unge selv har, og hvordan omgivelserne fortolker barnet eller den unges trivsel eller mistrivsel.
Det er der, vi skal sætte ind.
Vi skal have fokus på, hvordan vi styrker børn og unges kompetencer. Hvordan man lever et liv, som også byder på modgang. Hvordan man forholder sig til gode og dårlige apps på skærmen. Hvordan man styrker fællesskabet og laver fælles spilleregler.
Karen Wistoft er docent og forskningsleder ved læreruddannelse på Københavns Professionshøjskole. Sammen med Lars Qvortrup har hun skrevet bogen ”Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse”.
Forskerparret har blandt andet gennemgået alle lødige danske rapporter og undersøgelser om mistrivsel blandt børn og unge. I bogen dokumenteres det, at de fleste trives ud fra almindelige kriterier for, hvad det vil sige at have det godt, mens kun et fåtal oplever mistrivsel. Et af deres vigtigste råd til arbejdet med mistrivsel er at undgå udskamning: ”Når børn og unge siger, at de ikke har det godt, skal de tages alvorligt. Man gør problemet større, hvis man bare siger, de skal tage sig sammen.”
Hør mere:
Brinkmanns Briks 18. september 2024: Aflys mistrivselskrisen
Vi har for meget fokus på, at det svært for barnet
Anna Knakkergaard
Læge
Når vi hele tiden taler om mistrivsel – om angst og om stress – overser vi, at de fleste børn faktisk har resurserne selv til at håndtere deres liv.
Når vi laver en masse særforanstaltninger for det enkelte barn, er problemet i virkeligheden det, som vi kommer til at sige mellem linjerne. Indirekte får barnet at vide: Du passer ikke ind i de her rammer. Du passer ikke ind i den verden, vi har sat dig i. Du kan ikke det, de andre kan. Du kan ikke det, du bør kunne. Du har nogle særlige udfordringer. Du skal være særlig opmærksom på, at du ikke får det skidt. Vi kommer i virkeligheden til at give barnet et narrativ og en selvforståelse, som handler om ikke at være god nok og om at være særligt skrøbelig. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.
Aflastning er en bjørnetjeneste
Vi voksne er ansvarlige for at tilbyde børnene en verden, de kan passe ind i. Naturligvis skal vi være opmærksomme på, at børn får den nødvendige støtte til at kunne leve op til de krav, der er i en kompleks verden. Men hovedfortællingen bliver nødt til at være: Selvfølgelig passer du ind her. Og faktisk har vi brug for dig!
Frem for at fokusere på særlige behov og hensyn, så giv børn og unge det, de har brug for, med det formål at kunne trives på lige fod med alle andre.
Der er rigtig meget fokus på aflastning og særlige skånehensyn, og det er jo i den bedste mening. Men vi gør mange børn og unge en bjørnetjeneste og holder dem fast i en uholdbar situation og selvforståelse.
De voksnes forventninger til barnet har en bærende betydning for, hvordan barnet udvikler sig. Det vi forventer, barnet kan, kan det langt hen ad vejen. Hvis vi tror, barnet kan mestre sit liv, kan det som regel mestre det. Når vi har så meget fokus på det, der er svært for barnet, kommer vi nemt til at forstørre det svære. Men fokus bør være på det, barnet kan, for det er det, barnet udvikler sig på baggrund af. Det er det, vi skal have til at vokse.
Øve i stedet for at prøve
Funktionelle mavesmerter er ekstremt hyppige symptomer hos børn, der har det svært – det kan være udtryk for en krop, der signalerer, jeg har brug for hjælp. Vi har altid kendt ”ondt i maven”, men i dag fører det til meget undgåelsesadfærd både hos forældre og hos lærere. Vi tror, at det er et tegn på, at barnet ikke kan tåle at være i de rammer, og det kan selvfølgelig godt være tilfældet, men som regel er det et symptom på, at barnet er gået glip af læring, fordi det ikke har øvet sig nok.
Hele problematikken omkring skolevægring som løsning kan sammenlignes med andre former for genoptræning. Det er hårdt og kan gøre ondt at optræne sit ben, hvis det har været alvorligt brækket. Men hvis man venter med optræning, bliver prognosen dårligere, og det bliver endnu sværere.
Vi bliver nødt til at hjælpe børn til at kunne være i og udholde svære følelser. Og vise dem, at det er helt okay. Og give dem lov til at erfare, at det bliver mindre og mindre svært, jo mere de øver sig. Og det er en vigtig pointe, at de skal øve sig, ikke prøve.
Når vi siger prøve, så siger vi også til barnet, at det er barnets ansvar at holde op med at være angst. Men når vi fokuserer på at øve, bliver det et voksenansvar med de voksne som tovholdere på planen.
Anna Knakkergaard er læge, klinisk hypnoterapeut samt faglig ansvarlig og stifter af det digitale behandlingsforløb Min Magiske Mave, der hjælper børn med funktionelle mavesmerter med at trives og deltage i et aktivt børneliv på lige fod med deres kammerater. Hun har bred lægelig erfaring inden for arbejdet med børn og unge og familier.
Læs mere om behandlingsforløbet
Der er (alt for) mange måder at forstå trivsel på
Anne Marie Villumsen
Seniorforsker
Både i den eksisterende forskning og blandt skolelærere, pædagoger og socialrådgivere ses forskelligt på, hvad trivsel dækker over blandt børn og unge på tværs af dagtilbud, skole og hjem. Det kan skabe nogle udfordringer. For når vi ikke er enige om, hvordan vi opfatter begrebet trivsel, er der fare for, at der også kan være forskellige syn på, hvad der eksempelvis er den rigtige indsats for et konkret barn, der mistrives.
Til et møde om et barn, man er bekymret for, italesætter man som regel ikke, hvordan man forstår trivsel. Trivsel bliver dermed et indforstået endemål for barnet i mistrivsel. Der er et behov for både i praksis og i forskning at blive skarpere på, hvilke forståelser af trivsel og mistrivsel vi arbejder med og hvorfor dem og ikke nogen andre.
Indsatsen afhænger af forståelsen af trivsel
Derfor bliver det ofte sådan, at den enkelte fagprofessionelles forståelse af trivsel bliver afgørende for, hvordan vedkommende vurderer, hvilken indsats der skal til. Så hvis jeg har en forståelse af, at et barn mistrives, fordi der er en uhensigtsmæssig familiedynamik, vil min indsats være at hjælpe familien. Hvis jeg tror, at barnet ikke trives, fordi det har en diagnose, vil jeg måske tænke, at her skal vi lave en kompenserende indsats. Det er så dér, vi kan komme til at sidde og slås om, hvad der er den rigtige hjælp til barnet, og det bliver rigtig tungt i praksis. For eksempel hvis man som skoleleder sidder for bordenden til et tværprofessionelt møde, fordi det bliver en slåskamp om, hvem der har mest ret.
Spørg barnet og forældrene om trivsel
Jeg ser også, at børn og forældres perspektiv forsvinder fuldstændigt. Både i forhold til hvad vi gerne vil opnå, og i særdeleshed når vi begynder at diskutere, hvem der har ret. Vi bør starte med at spørge barnet og forældrene, der er de eneste, der har adgang til den viden, vi skal bruge for at forstå netop dette barns trivsel. Hvad synes forældrene er vigtigst i forhold til deres barns trivsel, og hvad synes barnet selv? Når det kommer til børn, som ikke trives i skole, dagtilbud eller derhjemme, ved vi alt for lidt om, hvordan det ser ud fra børns perspektiver. Hvordan er det ikke at have det godt i skolen eller derhjemme? Hvordan opleves det?
Børn lever på tværs af kontekster. Det glemmer vi nogle gange som voksne. Hvis vi skal skabe trivsel for dem, bliver vi nødt til at forstå deres liv derfra, hvor det leves. Derfor er det vigtigt at se det ud fra børnenes perspektiv. Det er en anden måde at gå til problematikkerne på, fordi man går mere undersøgende til værks.
Når jeg underviser i det her, plejer jeg at bruge metaforen med et puslespil. Alle har nogle brikker, og vi skal forsøge at få lagt de brikker til et sammenhængende billede, som vi kan agere på. Så alle har den samme forståelse og kan agere samlet. Og det er altså kompetencer, som skal tillæres, som er ret svære.
Anne Marie Villumsen, seniorforsker, VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd). Hun forsker blandt andet i børne- og forældreinddragelse i det professionelle arbejde. Sammen med to kolleger, docent Mette Molbæk og docent Anette Boye Koch,har hun gennemgået den eksisterende forskning i trivsel blandt børn og unge på tværs af dagtilbud, skole og hjem. De har identificeret otte forskellige trivselsforståelser og understreger, at der sagtens kan være flere.
Læs mere om trivselsforståelser
Læs flere artikler
Se oversigt over flere artikler