Bogen ”Folkeskolens ressourceperson” har fået undertitlen ”En balance mellem person, rolle og organisation”, og med den forsøger Sanna Lassen at formidle sit omfattende arbejde med sin ph.d. til en mere praksisorienteret bog. Sannas afhandling med titlen ”Ressourcepersonens hyperorientering: En empirisk undersøgelse og funktion i den danske folkeskole” er dog ikke let at omsætte, for som man hurtigt forstår i bogen, er skolens ressourcepersoner en kompleks størrelse. Både i den måde de i dag indgår i skolernes hverdag og i hele den historie, der har ført til, at der i dag er en lang række forskellige ressourcepersoner. Lidt frækt spørger Frode Boye Andersen i forordet: ”Hvis ressourcepersonerne i skolen er svaret, … hvad var så spørgsmålet?”
Og det spørgsmål forsøger Sanna at folde ud i bogens seks kapitler.
I de første kapitler ses der på ressourcepersonernes historie, både i den engelsksprogede og skandinaviske forskningslitteratur samt den danske praksislitteratur. Herefter bliver bogen mere teoretisk og kigger i kapitel 3-5 på en række temaer, der belyser ressourcepersonens multifunktionalitet, organisatoriske strategi og hyperorientering. Her skal man holde tungen lige i munden, da det er her, Sanna udfolder sin empiri og opbygger den teoretiske ramme, der leder frem til modellen i bogens kapitel 6. Her bliver rammen samlet til et overordnet blik på ressourcepersonen i et organisatorisk, rolle- og personniveau.
For hvert af disse niveauer kan man nemlig forholde sig til både et hvad, hvornår, hvem, hvorfor og hvordan i forhold til den ressourceopgave, man er ved at kigge på.
På den måde kommer bogen med en meget konkret, men ikke simpel løsning på problemet med de mangefacetterede blikke eller orienteringer, der gør det svært at lave standardiserede forventninger til ressourcepersonens rolle og opgaver. Som det fremhæves i kapitel 4: “I praksis kan det fx vise sig ved lange og komplekse funktionsbeskrivelser med mange og ofte modsatrettede forventninger, der ikke nødvendigvis matcher kompetencer eller den allokerede tid til opgaverne”.
Ved at bruge modellen kan man betragte opgaven fra de tre niveauer og dermed tydeliggøre de forskellige perspektiver på opgaven.
Det er ikke nogen let bog at læse, og modellen er heller ikke simpel at gå til i praksis, men ikke desto mindre er det en bog, alle ledere (og ressourcepersoner) bør læse og anvende for at skabe mere klarhed over det spørgsmål, som ressourcepersoner er svaret på. Jeg kunne dog godt savne, at der havde været flere eksempler på modellen i brug end det om læsevejlederen, der fremgår i bogen, dog uden at det skal være en slags facitliste. Og det peger så på et andet ønske – lidt hjælp til nogle gode spørgsmål man kan stille i modellens tre gange fem spørgsmål, så det bliver lettere at arbejde med modellen i praksis, for eksempel i PLC-teamet.
