Malene Friis Andersen er med bogen ”Det kunne være så godt” på jagt efter en anden tilgang til arbejdslivet end den, der er herskende netop nu. En søgen efter et arbejdsliv med indflydelse og selvbestemmelse.
Bogens titel får mine tanker over på ”Sangen om Larsen” fra Kjeld Abells teaterstykke ”Melodien, der blev væk”. Her søger Larsen efter ”melodien”, der er forsvundet i arbejdet for direktøren. Og stykket igennem forsøger de at finde frem til den forsvindende melodi igen.
Med Malene Friis Andersens formidling får hun et vigtigt og alvorligt emne til at blive tilgængeligt med hendes fortællende og levende skrivestil.
Der er ingen tvivl om, at det er et område, der ligger forfatteren meget på sinde, og som hun har stor ekspertise og kapacitet indenfor. Med hendes forskerbaggrund nuancerer hun kompleksiteten med både empiri og erfaringer fra praksis. Bogen er inddelt i tre dele.
Del et starter med et par beskrivelser af to forskellige menneskesyn. Herefter introducerer forfatteren et nyt menneskesyn, som efter hendes ønske skal fremtidssikre mennesket som medarbejder. Det er helt kort et X, hvor forfatteren polstrer de fire ben i X’et. Det er et godt og troværdigt alternativ, som vil gøre arbejdslivet mere balanceret. Blandt andet refererer hun til selvbestemmelsesteorien i ”benet” om indflydelse og autonomi.
I del to introduceres tre indflydelses former. Den første er performance, som handler om, hvordan og hvornår opgavernes løses og prioriteres. Den anden er belonging. Her er det indflydelsen gennem det relationelle i arbejdet, der belyses. Et fint citat fra belonging er, at ”den relationsorienterede indflydelse handler altså ikke om, at alle skal spille lige højt eller lige meget og gøre det samtidig. Det handler om, at alle (…) forstår sig selv og sin rolle i den fælles sammenhæng og er lydhør.” Den tredje og sidste indflydelsesform er becoming, som omhandler sin identitet, selvværd, og hvad man bringer med i sit arbejde.
I bogens tredje del kommer der nogle perspektiver på, hvordan man kan sætte indflydelsen til opgaveløsningen på dagsorden. Gennem generobringsstrategier giver forfatteren en beskrivelsesramme, samtidig beskrives der nogle vigtige pointer om evidens versus erfaringer. Tredje del sluttes af med bidrag til videre refleksion over ens arbejdsliv. Ligesom Larsen, som selv måtte genfinde melodien, gør Malene Friis Andersen det også klart, at der ikke kommer én løsning. Det er ikke forfatterens intension at lave en how-to-opskrift eller en fempunktsliste, som man kan følge for at ændre ens arbejdsliv eller arbejdsplads. Til gengæld puster Malene Friis Andersen med bogen liv i tankerne om, at det kan være anderledes. At ens arbejdsliv, arbejdsglæde og ens bidrag til det fælles kan ændres. Måles mindre, fylde mere.
I løbet af bogen er der lagt små invitationer ind til læsere. Det er små refleksionsspørgsmål eller handlinger til læseren eller til sine arbejdsrelationer i sit team.
Invitationerne er markeret med MÆRK – TÆNK – TAL – GØR.
De fungerer rigtig godt, og spørgsmålene er lige til at tage med. Disse invitationer er efter min mening med til, at bogen skaber håb om, at det kunne blive så godt – og så elsker jeg epilogen.
