”Jeg har læst alt, hvad jeg er stødt på. Jeg har forsøgt at finde ud af så meget, jeg overhovedet kan for at få svar på mine spørgsmål. Jeg har afprøvet det gang på gang i undervisningen. Alligevel føles det svært, og jeg ved faktisk ikke, om min undervisning er tilstrækkelig effektiv…” Citatet stammer fra forfatterens egne noter i slut 90’erne som nyuddannet lærer i en modtagerklasse. Og hun slutter bogen af med at sige, ”… at undervise nyankomne er en udviklingsrejse, der aldrig finder sin afslutning.” Og det er egentlig det, bogen handler om.
Anna Kaya har været utrolig god til at reflektere og til at holde sig selv til ilden. Alle de spørgsmål og forskellige retningslinjer, hun har mødt, har hun skrevet ned og arbejdet med løbende. Både teoretisk og praktisk.
I bogen er spørgsmålene og refleksionerne grupperet, så hvert kapitel starter med dem og slutter med en sammenfatning og gode udfordrende spørgsmål til læseren. Hvert kapitel forklarer, hvor Anna Kayas tanker kommer fra, hvor hun har fundet inspiration, og hvordan hun har omsat det til praksis. Især er hun lykkedes med at konkretisere noget af det ”ordflom”, der findes i for eksempel fælles mål.
Bogen er meget anbefalelsesværdig og henvender sig til alle, der arbejder med nyankomne- såvel som dansk som andetsprogselever, og hvor dét at undervise elever med meget forskellige baggrunde og skoleerfaringer konstant er i fokus.
På lederniveau berører bogen kort; kommunernes mange forskellige tilgange omkring undervisning af nyankomne; hvem der har og tager ansvar; om lovgivningen overholdes; hvordan undervisningen organiseres; hvordan overgangen til almen klasser foregår; om tid til samarbejde mellem og med faglærerne prioriteres og så videre. Anna Kaya har ikke en løsning, men opfordrer til, at vi alle tager ansvar.
At Anna Kaya er svensker, og at hendes bog udkom i Sverige i 2016, gjorde mig i første omgang bekymret, for ville bogen så være relevant for modtagerne i en dansk kontekst? Og ville bogen vise sig at være forældet? Efter endt læsning er svaret både ja og nej.
Anna Kaya er faglig(t) ambitiøs og kræver af sig selv, at hun står på tæer, og det smitter af på læseren. Fordanskningerne i oversættelsen er irriterende, for det er nemt at gennemskue, at der skal stå Sverige, når der står Danmark, og at der menes ”Skoleverket” (og) ikke EMU eller UVM.
Derudover kunne jeg have ønsket mig, at Anna Kaya have omsat og ”fundet på” til ældre nyankomne også, men da hun hovedsagelig(t) har beskæftiget sig med 1.-6. klasse, er det her fokus ligger.
Jeg vil slutte med endnu et citat, der husker os på, hvor stor en opgave det er at undervise nyankomne ”Hverdagen i skolen handler også om planlægning, der skrider, konflikter, børn der mistrives, teknik der går i kludder … nogle gange er det ufatteligt tungt at undervise nyankomne elever …”
