Inspiration
3.4.2024

Når man er ansat i Varde, skal man ikke stå alene

Alle mellemledere på folkeskolerne i Varde Kommune er med i et netværk med ligesindede. Efter sommerferien skød Skolelederforeningens lokalafdeling i samarbejde med kommunen et nyt initiativ i gang, som betyder, at det er obligatorisk for mellemledere at deltage i netværk.

Hør historien i Plenum Lyd

Et fokus på mellemledernes arbejdsvilkår generelt og herunder, hvordan man tager imod og introducerer nye kolleger, blev startskuddet til, at Varde Kommune i dette skoleår søsatte deres egen udgave af ”Ord til Handling”.
Ord til Handling er Skolelederforeningens koncept for netværk og kompetenceudvikling for mellemledere, og da lokalformand Trine Møller hørte om det, fik det hende til at spidse øre:

- Jeg tænkte, at det lød interessant, for vi hørte fra mellemledere, at noget af det, der var svært, var at finde ligestillede, som man kan drøfte ledelse med. Der er mange, der dagligt står alene og træffer beslutninger, og de har selvfølgelig en skoleleder, de kan gå til, men det er noget andet også at have adgang til nogen, der står i samme situation, fortæller Trine Møller.

Et stærkt samarbejde

Trine Møller tog fat i kommunens skolechef Kim Bondesen Glud Nielsen, der straks var med på ideen – også med en kommende rekrutteringsudfordring for øje.
Skolechefen oplever, at de er begyndt at få færre ansøgninger til ledige stillinger, men foreløbigt har det ikke været svært at finde egnede kandidater til de ledende poster på folkeskolerne.  

- Jeg synes, det er rettidig omhu at have fokus på, hvordan vi kan sikre, at Varde Kommune er et godt sted at arbejde, siger skolechef Kim Bondesen Glud Nielsen.

Da samarbejdet var etableret, tog det fart, og efter sommerferien blev Varde Kommunes egen udgave af Ord til Handling søsat. Ord til Handling er en blanding af fællessamlinger for alle og netværksmøder, hvor der bliver sparret og delt viden på tværs af skoler og dagtilbud. Fokus er på praksis og mikrohandlinger, der bliver afprøvet i hverdagen.

Om ”Ord til Handling”

  • ”Ord til handling” er et forum for mellemledere, hvor vi gennem netværk arbejder med kompetenceudvikling.
  • Målet er, at lederne gennem netværksaktiviteter får udviklet deres ledelsespraksis.
  • Gennem deltagelse i praksisnær kompetenceudvikling øger mellemlederne deres kompetence til at arbejde i læringsloop. Deltagerne opnår øgede kompetencer til at dele viden med kolleger og omsætte viden og erfaringer i konkrete aktioner/handlinger. Desuden udvikler mellemlederne en mere reflekteret tilgang til og ageren i praksis.
  • Forløbene er bygget op om et antal mindre netværk på fem-otte mellemledere. Desuden har kommunale konsulenter deltaget i flere af forløbene. Deltagerne mødes til nogle fællessamlinger, hvor der præsenteres såvel teori som materialer, der kan inspirere og understøtte netværksarbejdet.
  • Netværkene faciliteres af en konsulent.
  • Skolelederforeningen har i to år kørt projektet på Fyn, og der arbejdes med Ord til Handling på andet år i Trekantområdet og på Vestsjælland. Desuden er der i indeværende skoleår startet forløb op i Midt- og Vestjylland og på Nordsjælland. Netværksgrupperne er dannet på tværs af kommunegrænser.
  • Deltagelse i de tværkommunale forløb har været gratis.
  • Varde Kommune er den første kommune, der bruger konceptet i egen kommune. Det er lokalforeningen, der har taget initiativ til det i et samarbejde med skolechefen, og det særlige her er, at det er obligatorisk at deltage for alle mellemledere i kommunen.
  • Projektet er udviklet i samarbejde med to private ledelseskonsulenter, og samarbejder med de lokale professionshøjskoler er etableret. Skolelederforeningen har modtaget støtte til projektet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene formaal.
  • Der er udviklet et understøttende materialesæt.

    Læs mere om ”Ord til handling”

Foregår inden for kommunegrænsen

Cirka 40 mellemledere fordelt på viceskoleledere, afdelingsledere, SFO-ledere, daglige ledere i dagtilbud i kommunens såkaldte børnebyer og børnecentre er fordelt i fem netværk, der er faciliteret af en skolekonsulent.
Hvor Skolelederforeningens Ord til Handling-netværk har været med deltagere fra forskellige kommuner, foregår Varde Kommunes inden for kommunegrænsen, hvilket betyder, at deltagerne på den konto har en fælles referenceramme. Men det har vist sig, at det også gør, at styregruppen skal være meget omhyggelig med sammensætningen af netværk og placeringen af nye mellemledere.

- Det er meget vigtigt, at der er psykologisk tryghed i netværksgrupperne, og hvis man for eksempel har børn gående på en skole eller skifter fra en skole til en anden, kan det have betydning. Derfor bliver alle nye mellemledere som en del af introduktionen, når de bliver ansat, taget ind til en snak om, hvilken gruppe der kan være den rigtige for vedkommende at komme med i, fortæller Trine Møller.

Obligatorisk for alle

Mellemlederne bestemmer ikke selv, om de vil deltage. For at gå ind i samarbejdet var det et krav fra Kim Bondesen Glud Nielsen, at deltagelse blev gjort obligatorisk.

- Der er altid noget, der er vigtigt på ens egen matrikel, men her siger vi, at som udgangspunkt er der ikke noget, der er vigtigere end at deltage i netværket. Det er noget, vi gør sammen og i fællesskab. Hvis man er nødt til at melde afbud, så sker det direkte til mig, siger Kim Bondesen Glud Nielsen.

Syv nye ladestandere

Foreløbigt har ingen været utilfredse med den obligatoriske deltagelse. For selvom det kan være svært at finde tiden til at deltage i netværk i en travl hverdag, er oplevelsen, at den er givet godt ud. Deltagerne melder tilbage, de bliver klogere på andre måder at løse opgaverne, og de får mulighed for rent faktisk at drøfte ledelse. Og det giver dem energi.

- En deltager fortalte, at hvis man sammenlignede det med at være en elbil, så ville det være som at få syv nye ladestandere, fortæller Trine Møller og tilføjer, at Skolelederundersøgelsen fra 2023 også viser, at netværkene har positiv betydning for mellemledernes arbejdsmiljø og arbejdstilfredshed.

Trine Møller er selv skoleleder og oplever, hvordan mellemledernes nye viden kommer til gavn i dagligdagen.

- Når man arbejder med aktionslæring, som man gør i Ord til Handling, så er der meget praksis, og mellemlederne får nye metoder, som de tager hjem og afprøver på deres egen skole.

Kim Bondesen Glud Nielsen håber, at det at mellemlederne bliver styrket som ledere, på sigt giver dem lyst til at blive skoleledere. Derudover fremhæver han fællesskabet som en af gevinsterne:

- Jeg har en ambition om at udvikle skolen i et fællesskab, og så er det vigtigt at have en mellemledergruppe, der har et fællesskab, siger Kim Bondesen Glud Nielsen.

________________________________________________________________

DET VISER SKOLELEDERUNDERSØGELSEN I VARDE
Skolelederundersøgelsen, der stiller skarpt på skoleledelsernes vilkår, indikerer, at det har gjort en forskel i Varde, at kommunens har indført Ord til Handling.
Herunder vises udvalgte svar fra Varde Kommune fra undersøgelserne i henholdsvis 2021 og 2023.
No items found.

En del af kulturen

Samarbejdet mellem lokalafdelingen og kommunen har været afgørende for, at det kunne lykkes, fortæller Trine Møller:

- Det er her, at 2+2=5. Jeg ville ikke kunne løfte det alene. Derfor har det kæmpe betydning, at vi kan gøre det i et fællesskab med kommunen.

Skolechefen er ikke optaget af, hvor opgaven ligger.

- Jeg er optaget af at skabe de bedste vilkår for børnene, og det tror jeg, at vi bedst gør i fællesskab, siger Kim Bondesen Glud Nielsen.

Det første år med Ord til Handling ser snart sin ende, men netværkene er kommet for at blive. Det var nemlig også et af Kim Bondesen Glud Nielsens ønsker, da Trine Møller præsenterede ideen:  

- Det skal ikke være et projekt, men noget, vi skal gøre over længere tid og vedholdende, så det bliver en del af kulturen. Mit mål er, at kulturen i Varde bliver, at alle ledere får den sparring, de har brug for. Når man er ansat hos os, står man ikke alene.

Flere netværk på vej  

  • I det kommende skoleår startes Ord til Handling-forløb op i blandt andet Sydsjælland og Nordjylland.
  • Som noget nyt bliver deltagere i Skolelederforeningens kursus for nye ledere tilbudt et netværk.
  • Desuden er der som en del af OK24 afsat penge til at etablere netværk for ledere i folkeskolen. Skolelederforeningen vil sammen med KL understøtte etableringen af netværk i to til tre kommuner med det mål, at netværkene efterfølgende kan drives af kommunen selv. Disse netværk vil være for både mellemledere og afdelingsledere. Erfaringerne fra dette projekt skal opsamles og bruges fremadrettet.

Læs flere artikler

Se oversigt over artikler