Min funktion er ikke at give svarene
Over 17 år er Malene Lebech gået fra at være lærer til afdelingsleder. I dag er hun viceskoleleder på Skibet Skole i Vejle, og er meget optaget af, hvor vigtig mellemlederrollen og ledelse-tæt-på er for lærernes udvikling og elevernes trivsel.
Efter 17 år som folkeskolelærer tog Malene Lebech i 2019 skridtet videre fra klasserumsledelse til medarbejderledelse som afdelingsleder af 0.-6. klasse på Skibet Skole i Vejle.
- Jeg tror, det var et ønske om at påvirke et andet sted fra. Så det perspektivskifte var helt naturligt for mig, siger hun eftertænksomt om, hvad der tiltrak hende ved lederjobbet efter at have snust til det på Vejle Kommunes diplomforløb ”Fra lærer til leder”.
- Som leder kan jeg påvirke og sætte en mere grundlæggende retning for, hvordan vi tænker om børn, hvordan vi tænker om læring, og hvordan vi tænker om det at lave skole i det hele taget.
I dag er det fire år siden, hun blev afdelingsleder, og hun mærker, hvordan vi samfundsmæssigt generelt stiler efter altid at skulle noget mere, og hun bliver mødt af spørgsmålet: Skal du ikke snart være skoleleder?
- Der blev jeg ramt af den der følelse, er det ikke fint nok, det jeg laver? Er man kun en rigtig leder, hvis man er skoleleder? fortæller Malene Lebech, som i maj tog et skridt op ad den såkaldte karrierestige som viceskoleleder på Skibet Skole.
Alligevel slår hun et slag for mellemlederrollen.
- Jeg er skoleleder. Altså jeg leder en skole, men ikke nødvendigvis altid på det strategiske niveau. Men jeg laver faglig ledelse og pædagogisk ledelse, og det er ret afgørende for, at en skole kan fungere, konstaterer hun og uddyber:
- Jeg er personaleleder, så det er det, jeg skal være dygtig til. Jeg er god til det relationelle. Jeg er god til det faciliterende og det procesledende. Og jeg er god til børn. Og det er for mig de absolut vigtigste kompetencer for at lykkes i en mellemlederopgave i en folkeskole. Det er da sikkert fint nok, at man er god til tal. Men hvis ikke man kan se barnets potentiale, så kan man heller ikke få de voksne til at se det.
Gennem den endnu relativt korte lederkarriere har hun været stærkt optaget af, hvordan arbejdet i skolen udføres professionelt og til gavn for kerneopgaven.
- Det er nok min absolut største drivkraft, pointerer viceskolelederen fra Vejle.
- Det handler om, hvordan vi får det til at give mening for børnene. På Skibet Skole laver vi altså skole for børnene og ikke for de voksne, siger hun bestemt.
- Det er hele tiden min målestok. Hey, er vi her for børnene nu? Hvis ikke, så skal vi nok prøve at gå en anden vej. Og det har været en omvæltning for nogen, smiler hun med tanke på lærergruppen, der lige skulle vænne sig til det.
Malene Lebech
- Viceskoleleder Skibet Skole i Vejle siden 2019
- Diplom i ledelse
- Lærer i 17 år
-Petersmindeskolen 2012-2019
-Langelinies Skole 2008-2012
-Englystskolen 2007-2008
-Grejsdal Skole 2003-2006 - Uddannet lærer i 2003 fra Jelling Seminarium
Ledelse-tæt-på
Det udmøntes ikke kun i undervisningen af eleverne, men også i den daglige ledelse. Som en fast del af sin praksis bevæger viceskoleleder Malene Lebech sig derfor ofte ud i klasserummene for at observere sine lærere. Det er ikke lange besøg og måske ikke hver dag, men hun mener, det er en afgørende del af mellemlederrollen at være tæt på dem, hun leder.
- Jeg kan ikke få nogen til at blive bedre til noget, hvis jeg ikke ved, hvad medarbejderne kan ude i praksis. Det handler om at finde medarbejdernes udgangspunkt for at hjælpe dem et andet sted hen. Grundlæggende er min opgave at give medarbejderne oplevelsen af, at de mestrer. Og det kan jeg ikke gøre oppe fra min computer. Derfor er det en helt naturlig del af min lederopgave at være med til morgensang og observere undervisningen.
Ledestjernen ”at være tæt på” har hun haft med sig helt tilbage fra tiden som lærer.
- Det, jeg primært byggede min ledelse på, når jeg ser det lidt baglæns, er det, jeg selv syntes, jeg manglede fra mine ledere. Jeg tænkte tit, at hvis min leder forvildede sig ned til mig, så var det, fordi jeg havde gjort noget forkert. Og den balance vil jeg gerne have ændret. Det skal være naturligt, at jeg observerer lærernes praksis, og hvordan relationen til eleverne er, uden at jeg er farlig eller kontrollerende, siger Malene Lebech, der anser sig selv som en understøttende og kvalificerende instans, som aldrig tager over, men er der sammen med medarbejderne.
Men det har taget tid og krævet et langt tillidsarbejde, fortæller hun.
- Ja, det var ikke for sjov. Det var virkelig noget, jeg skulle gøre mig fortjent til, nikker hun.
Lederen skal kompleksitetsreducere
Den svære balance for den ambitiøse viceskoleleder er at holde sig fra at diktere og samtidig være vejledende. Især fordi hun overtog en medarbejdergruppe, der var vant til en ledelse, som fortalte, hvad de skulle gøre.
- Og det kunne jeg godt se, at det kunne jeg aldrig nå med 35 medarbejdere. Så har jeg ikke timer nok i døgnet, siger hun.
- I lederrollen har min absolut største erkendelse været, at jeg skulle lytte langt mere, end jeg startede ud med. Jeg tænkte shit mand, jeg skal bare kunne svare på det her, og det ved jeg da ikke! fortæller Malene Lebech ærligt om den første lærerige tid som leder.
Heldigvis blev hun klogere.
- Ledelse er ikke en instans, der kun beslutter. Min funktion er ikke at give svarene, men at skabe det rum, hvor medarbejderne føler sig mødt, set og hørt. Det gode refleksionsrum er, når jeg får stillet de rigtige spørgsmål og giver meget få svar. Det har været overraskende, hvor stor værdi det har, siger hun og fortæller, at hun dagen før blev mødt af en lærer, som spurgte, hvordan de skulle bruge tildelte støttetimer til en elev.
- Det ved jeg sørme ikke. Hvad tænker I, han har brug for? genfortæller hun sit responssvar.
- Det handler om at turde lægge det tilbage og sige, at jeg tror på, at I kender barnet og ved bedst. Men vi kan hjælpe hinanden med at få det til at blive godt, forklarer hun.
- Altså ledelse er for mig at udvide perspektiver og være med til at se nye muligheder og være den, der spørger: Hvis vi nu forsøger med det her, hvad vil det så afføde?
Af samme årsag er et af hendes grundlæggende principper, at hun meget sjældent arbejder individuelt med sine medarbejdere om enkeltsager, men lader dem løse udfordringer i teams, hvor de kan spørge hinanden. Medarbejderne på Skibet Skole er koblet op to og to i læringsmakkerpar, som laver observationer på hinandens praksis med efterfølgende læringsmøder, hvor fokus er på udvikling og forbedring.
- Min rolle er meget faciliterende i forhold til deres læring. De ved godt, hvad de skal, men nogle gange skal man bare have hjælp til at strukturere det og skabe systemer. Min opgave er at kompleksitetsreducere og nogle gange være med til at vælge ud for medarbejderen, hvor vi sætter luppen lige nu, siger hun og fortæller, at hun har en standardsætning, der hedder: ”Vi kunne gå tusind veje, men lige nu vælger vi at dygtiggøre os lige præcis inden for det her. Og alt det andet er flødeskum, hvis vi lykkes med det”.
Inviterer ind i ledelsesrummet
På samme måde inviterer hun sin egen leder med ind i sit ledelsesrum for at få et ydre perspektiv på sin ledelsespraksis. Derfor er der ofte mere end én leder med til for eksempel svære forældresamtaler eller komplekse sager, og for at undgå misforståelser italesætter hun altid hvorfor.
- Det er faktisk for, at jeg efterfølgende har en sparringspartner. Derfor ser vi hinanden meget i action i vores ledelsesrolle. I positionen som mellemleder kan man nogle gange godt føle sig en anelse ensom. Det er jeg meget bevidst om, siger hun ærligt.
Desuden har hun fast en ugentlig sparring med sin skoleleder på sin lederrolle og de dilemmaer, lederopgaven kalder på.
- Jeg tror, at god ledelse handler om dømmekraft, og dømmekraft opbygger jeg ved, at jeg er i praksis og er nysgerrig på, hvad medarbejderne gør. Men jeg får også øget min dømmekraft i reflektionsrummet sammen med mit ledelsesteam og min øverste leder, hvor vi skal turde både at stille spørgsmål og stå ude på kanten af egen praksis.
I forhold til forældresamarbejde ærgrer det Malene Lebech, at ledelsen ofte kommer på opgaven, når det er blevet svært.
- Jeg er ikke en leder, man kalder ind, når noget farlig skal siges. Jeg vil ikke være sådan en, der er en trussel, understreger viceskolelederen, der er stålsat på at få skabt en forståelse af, at forældre er samarbejdspartnere og ikke fjender, der kun er ude på at kontrollere, om skolen gør noget forkert.
- Vi kan ikke lykkes, medmindre vi gør det til et samarbejde. Jeg har sagt til mine lærere hundrede gange, at vi kan løse noget her, og forældrene kan løse noget derhjemme, men sammen kan vi jo løse allermest og i fællesskab blive enige om, hvad vi fokuserer på lige nu.
Vi skal se mennesket
Når det gælder folkeskolen generelt, er hun ikke i tvivl om, hvad skolen skal blive dygtigere til.
- Vi skal være rigtig, rigtig dygtige til at se mennesket, siger hun.
- Og vi skal være dygtige til at huske, at vi ikke skal have en samlet masse ud i den anden ende, men vi skal have hvert barn til at blive så dygtig, som netop det barn kan – i accepten af, at vi simpelthen kommer med forskellige forudsætninger, og det er okay.
Her når vi ind til den inderste kerne af kerneopgaven, ifølge Malene Lebech.
- Folkeskolen er folkets skole. Det vil sige, at vi skal – populært sagt – gøre børnene klar til livet, og det kan altså foregå i forskellige tempi. Altså, man får for meget at se til som lærer i den danske folkeskole, hvis man regner med, at alle elever skal nå succes på samme tid. Og succes kan være forskellig, understreger hun.
Skulle hun være ærgerlig over noget på folkeskolens vegne, så er det al den tid, vi bruger på at snakke om, at inklusion ikke er lykkedes.
- Jeg synes faktisk, det tager fokus fra, at vi skal løse opgaven, og hvad vi skal gøre. Vi skal holde op med at sætte spørgsmålstegn ved, om barnet skal være her. Fordi børnene er her, og vi spilder værdifuld tid på at diskutere, om børnegruppen har ændret sig i stedet for at handle på det, siger Malene Lebech, som mener, at der faktisk er vide rammer til at lave skole for de børn, som folkeskolen skal rumme i dag.
- Men det kræver, at grundfundamentet er på plads i forhold til børnesyn og læringssyn. Laver vi skole for børnene, eller laver vi skole for de voksne? Her er det på med den professionelle kasket, og derfor er vi optagede af, at hvis … tøver hun og vejer hvert ord.
- Hvis ikke man kan løse opgaven, så skal man jo lave noget andet …
Hun medgiver, at det lyder hårdt. Og udefra set kunne det kollidere med hendes stærkeste værdier, der handler om medmenneskelighed og ligeværd. Men igen skyldes det hendes stærke fokus på kerneopgaven – børnene – og at udfordringer skal løses i fællesskabet.
Det er helt i tråd med visionen for Skibet Skole, som er: Klogere til livet sammen.
- Jeg er meget, meget, meget afklaret med, at min vigtigste opgave er at gøre medarbejderne stærke nok til at stå i det, som opgaven kalder på. Og det kan variere fra medarbejder til medarbejder. Men når man siger ja tak til at blive folkeskolelærer eller skolepædagog, så siger man også ja tak til alt det andet. Hvis man tror, at man kun er sat i verden for at undervise, så skal man ikke være på Skibet Skole. Det er med det perspektiv, at du kan være her, børnene skal være her, siger hun kontant og ridser op:
- Der er gruppedynamik, man skal arbejde med, og det enkelte barn, som skal udvikle sig så godt som muligt. Vi kan ikke blive ved med at bygge folkeskolen op på, at børnene skal have viden, for den kan de bare google sig frem til. Vi skal lave en skole til nysgerrige, undersøgende og videbegærlige elever, der lærer at omsætte viden, for i fremtiden kommer de til at få jobs, vi slet ikke aner eksisterer.
Malene Mølgaard er freelancejournalist
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler