Lån fra autismepædagogikken gavner alle
Vestre Skole i Silkeborg har sat fokus på, hvordan de pædagogisk kan indrette klasselokalet, så de kan rumme flere elever. Derfor skal alle lærere igennem et kompetenceudviklingsforløb kaldet ”Brede Børnefællesskaber”. Projektet trækker metoder fra specialpædagogikken ind i klassen.
Før de gik i gang med det tre år lange kompetenceudviklingsprojekt ”Brede Børnefællesskaber”, gav ledelsen et løfte til medarbejderne:
- Vi lovede dem, at det skulle være praksisnært, fortæller pædagogisk leder på Vestre Skole i Silkeborg, Stephan Stengaard.
Skolens øverste leder, Kristian Dissing, supplerer:
- Klassisk har man snakket mere om, hvad udfordringerne er, end hvad man gør ved dem. Lærerne har oplevet, at der kommer nogen og fortæller om, hvordan den autistiske hjerne fungerer, og så bliver der sagt god arbejdslyst. Og så har lærerne stået tilbage og spurgt sig selv: ”Hvordan oversætter jeg det til, hvad jeg skal gøre i klassen på mandag”?
Derfor var målet med ”Brede Børnefællesskaber” at udstyre lærerne med en værktøjskasse, der passer til deres vilkår og hverdag, og som kan hjælpe dem med at indrette klasserummet – fysisk såvel som metaforisk – så børn med diagnoser såsom ADHD og autisme også kan finde sig til rette i det.
- Ingen lærer ønsker jo at ekskludere børn. Men hvis man ikke har muligheden for at lykkes med opgaven, og barnet skaber forstyrrelser for sig selv, for underviseren og for resten af klassen, kan det være der, man ender. Og lærerne gav udtryk for, at de ikke følte, at de var opdaterede på, hvad der er de rette pædagogiske virkemidler i forhold til de udfordringer, de møder i folkeskolen i dag, siger Kristian Dissing.
Særlige behov er et vilkår
Konsulent og psykolog Katrine Tranum Thomsen står bag metoderne i ”Brede Børnefællesskaber”, der er inspireret af de såkaldt Nest-klasser, som er et skoleinklusionsprogram, hvor elever med autisme undervises sammen med børn uden diagnoser fra skoledistriktet.
Men hvor Nest-klasserne har ekstra resurser blandt andet ved kun at have 16 elever i hver klasse, sigter ”Brede Børnefællesskaber” på at udstyre lærere i helt almindelige klasser med pædagogiske værktøjer.
- Der er børn med særlige behov i alle klasser, og sådan vil det formentlig være, uanset hvor meget eller lidt vi segregerer, og læreren kan ikke bare beslutte, at der skal være færre børn, flere voksne eller kortere skoledage. I ”Brede Børnefællesskaber” bringer vi elementer, der traditionelt er defineret som specialpædagogik, ind i almenklasserne, siger Katrine Tranum Thomsen.
Grundtanker i metoderne er at gøre det overskueligt og trygt at komme i skole.
I sin tid som PPR-psykolog har Katrine Tranum Thomsen skrevet utallige rapporter om de hensyn, enkelte børn havde brug for.
- Det var jo ofte nogenlunde det samme, der gik igen, uanset om det var børn med diagnoser eller periodiske belastninger. Derfor har vi forsøgt at indføre de redskaber på klasseniveau i stedet for at koncentrere os om det enkelte barn, når det først er kommet i mistrivsel. Vi prøver at forhindre ildebrande i stedet for at slukke dem og samtidig udstyre lærerne med viden om, hvor vandhanen er, når det alligevel brænder på, forklarer hun.
”Brede Børnefællesskaber” på Vestre Skole
- ”Brede Børnefællesskaber” er et treårigt kompetenceudviklingsprojekt, som Vestre Skole nu er halvvejs igennem.
- Projektet omfatter alle skolens 500 elever, 36 lærere og 15 pædagoger.
- Metoderne er udviklet af psykolog og konsulent Katrine Tranum Thomsen, som har fundet inspiration i de såkaldte Nest-klasser, som har til formål at inkludere børn med autisme i almenklasser med støtte.
- Alle lærere er blevet undervist i metoderne og har fået supervision og vejledning. En gruppe koordinatorer på skolen har fået til opgave at vejlede kollegerne, og vejlederne har selv modtaget vejledning af Katrine Tranum Thomsen.
- Metoderne i ”Brede Børnefællesskaber” spænder vidt.
- Der er helt lavpraktiske greb såsom at sikre, at der ikke hænger forstyrrende elementer som et alfabet eller plancher fra det seneste gruppeprojekt på den væg, hvor eleverne skal finde information om den opgave, der skal være i fokus lige nu.
- Der er kommunikations- og planlægningselementer såsom at sikre, at eleverne altid er forberedt på, hvad der skal ske, hvor længe det vil vare, og hvad der forventes af dem.
- Og endelig er der relationelle metoder såsom at fremhæve ønsket adfærd hos eleverne, så de føler sig set og anerkendt, og at sørge for, at gruppedannelse foregår, uden at udsatte elever kommer i sociale dilemmaer eller føler sig ekskluderet.
Fungerer for alle
Selvom redskaberne er udviklet med tanke på børn med særlige behov, er de i det hele taget nyttige, når man arbejder med mennesker, mener Katrine Tranum Thomsen.
- Som konsulent arbejder jeg primært med voksne, veluddannede mennesker, og jeg bruger de samme redskaber. De skaber tryghed og ro til at fokusere på læring, og det er gavnligt for alle. Forskellen er, at de forstyrrelser og utrygheder, der for os andre bare er lidt frustrerende og stjæler noget energi, kan få et menneske med autisme til at opbruge alle resurser. Og det kan få både det pædagogiske personale og fællesskabet til at brænde sammen.
Derfor har både hun og ledelsen arbejdet på, at lærerne også selv skal møde struktur og forudsigelighed og at møde dem med anerkendelse og fokus på det, der lykkes for dem, når de får vejledning.
- Det gør vi både, fordi det er det, der virker bedst, og fordi det anskueliggør, hvordan eleverne og klassefællesskaberne kan styrkes. Det er en illustrativ praksis.
Overblik giver overskud
Skoleleder Kristian Dissing har også fået tilbagemeldinger om, at struktur har været vigtigt for lærerne, når de har skullet afprøve metoderne midt i en travl hverdag.
- Overblik kan give følelsen af at have tid. Vi har prøvet at være superskarpe på strukturen og processen, og de gange, projektet har været sværest at arbejde med, har været, når det ikke helt er lykkedes, siger Kristian Dissing og erkender, at ”Brede Børnefællesskaber” er et omfattende og krævende projekt for skolen.
Hele skolens budget til kompetenceudvikling går til projektet ”Brede Børnefællesskaber” i tre år.
- Så det er kostbart, men skolen får meget for pengene, og udbyttet er markant større, fordi det omfatter hele skolen, forklarer Kristian Dissing.
Givtigt, at alle er med
Vestre Skoles ledelse overvejede i første omgang kun at gennemføre projektet i indskolingen. Men det har en stærk effekt, at hele skolen er med, mener pædagogisk leder Stephan Stengaard.
- Vi har fået et fælles fagsprog, en fælles forståelse og en fælles pædagogik, så vi kan reflektere og dele viden på tværs. Det betyder også, at når eleverne skifter fra indskolingen til mellemtrinnet, møder de samme sprog og samme handlemønstre. Det kan lette de overgange, som er svære for nogle elever. Vi har også fået et bedre samarbejde mellem almenklasserne og mellemformerne.
Samtidig er Vestre Skoles ledelse bevidst om, at personalet skal have en vis grad af metodefrihed i projektet.
- Man kan godt som leder forfalde til at ville sikre, at alle 36 lærere kommer igennem alle fem trin, og at det er nemmest, hvis alle arbejder med ”struktur og forudsigelighed” samtidig og så går videre til ”overskuelig information”. Men det er vigtigt som leder at træde tilbage i processen og give plads til, at det enkelte team vurderer, hvad der er mest brug for at sætte tryk på i deres kontekst. Så vi har opgivet den progressionstanke og valgt at spørge lærerne, hvad de har brug for. Vi mærker, at det har udløst energi og motivation, at vi viser dem den tillid, siger Stephan Stengaard.
Håbet er, at flere kan fungere i almenklasse
Psykolog Katrine Tranum Thomsen understreger, at ”Brede Børnefællesskaber” ikke kan erstatte hverken mellemformer eller segregerede specialtilbud. Til gengæld kan man håbe, at projektet gør det muligt for nogle af de elever, der ligger på vippen til at have behov for et særligt tilbud, at kunne fungere i almenklassen.
- Det har jeg ikke evidens for, men man kan bestemt godt forestille sig det. I hvert fald er vores håb og tro, at det øger deres trivsel. Det er under alle omstændigheder meget vanskeligt at lave en klart defineret afgrænsning af, hvilke elever der hører til hvor, fordi der er så mange faktorer, der spiller ind.
Til det kommende skoleår har Vestre Skole ikke indstillet nogen børn i indskolingen til inklusionsklasser.
- Det ser ud, som om proppen er sat lidt på i indskolingen. Der kommer nogle flere nuancer på mellemtrinnet og især i udskolingen med angst og skolevægring, siger Stephan Stengaard.
Men Vestre Skole er varsom med at bruge antallet af børn i specialtilbud som et mål for, hvor godt projektet er lykkedes.
- Jeg synes, det er rigtig svært som enkelt skole at sætte det op som parameter. Hvad er en succes? Burde vi ekskludere færre eller flere? Det er ikke der, vi måler vores succes. Det er tegn fra børn og ansatte, vi kigger på. Måske skal vi kigge på tallene senere, siger Kristian Dissing.
Fra lærerne hører han om børn, der erklærer, at de er begyndt at synes, det er sjovt at gå i skole i modsætning til før. Ledelsen overvejer at få foretaget en mere formel evaluering af elevernes oplevelse senere. Men målt på lærernes respons betragter Kristian Dissing foreløbig ”Brede Børnefællesskaber” som en succes.
- Det har frigivet energi og motivation hos dem, de giver udtryk for, at det har gavnet deres pædagogiske virke.
Kræver vedligeholdelse
Skolen er nu cirka halvvejs gennem projektet. Der har ikke været udskiftning i personalet i den tid, og ledelsen har endnu ikke besluttet, hvordan nye medarbejdere skal inddrages.
- Vi har i det hele taget ikke besluttet, hvad der skal ske efter de tre år. Vi har aftalt, at efter to et halvt år vil vi diskutere, hvordan det skal have sit videre liv på skolen, siger Kristian Dissing.
Konsulent Katrine Tranum Thomsen råder til, at ledelsen, uanset hvordan den vil holde metoderne i live, skal være bevidst om, at det ikke sker af sig selv.
- Selvom min egen rolle er færdig, håber jeg, at projektet bliver til skolepraksis i stedet for skoleudvikling og således får et fortløbende liv. Erfaringen fra blandt andet Nest er, at når man begynder at give slip og tænker ”nu kan vi godt det her”, så begynder man at gøre, som man gjorde engang, og holder op med at have et fælles sprog og en fælles praksis. Man skal blive ved at være logistisk omkring, hvordan man snakker om det, supporten om opgaven og så videre, det skal holdes ved lige. Ellers vil der være for lille sandsynlighed for, at ”Brede Børnefællesskaber” lever videre om fem år.
Camilla Qvistgaard Dyssel er freelancejournalist
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler