Jeg har altid været optaget af praksis
At arbejde med børn og mennesker er i Nanna Lohmans optik verdens bedste job. Hun begyndte sit arbejdsliv som lærer, men blev hurtigt skoleleder, derefter skolechef og er i dag vicekommunaldirektør. Selvom hun nu er langt fradagligdagen i folkeskolen, er hun stadig dybt optaget af praksis.
Det første, Nanna Lohman gjorde som ny vicekommunaldirektør i Lejre, var at tage rundt og besøge alle kommunens dagtilbud og skoler. Området er ellers ikke fremmed land for den tidligere lærer, skoleleder og skolechef fra Odense.
- Men man bliver nødt til at have en fornemmelse for, hvad det her er for et sted. Rigtig meget kultur hænger i gardinerne, og man kan jo mærke det, når man går ned ad en gang. Hilser alle på hinanden? Er folk venlige og imødekommende? Spørger ungerne nysgerrigt, hvad du laver her? Eller haster alle forbi? siger Nanna Lohman og udbryder begejstret:
- Jeg kan blive helt stolt på folkeskolens vegne, når jeg kommer ud på en skole og mærker det liv, der er. At arbejde med børn og mennesker, det er i min optik verdens bedste job. Det med at kunne påvirke børn og unge, så de er i stand til at leve et godt liv – der findes næsten ikke noget mere meningsfyldt.
Hun taler hurtigt uden pauser mellem sætningerne med en tydelig fynsk dialekt, som bliver stærkere, jo mere ivrig hun bliver.
Selvom hun har taget stejle trin op ad karrierestigen, har hun stadig skolelederidentitet og en skoleleder i maven, fortæller hun.
- Jeg tror ikke, jeg ville kunne fungere på forvaltnings niveau, hvis jeg ikke var oprigtig optaget af praksis. Selvom jeger længere væk, så er jeg stadig på samme mission som skolelederne og medarbejderne derude. Vi har en fælles opgave med at lave det bedsteskoletilbud.
Nanna Lohmans første lederjob var som souschef på Holmeskolen i Odense. Hun var i starten af 30’erne og blev teamet op med en dygtig og erfaren skoleleder, der tog hende i ”skolelederlære”.
- Han åbnede sit ledelsesrum op og udviste en meget inddragende, men også tillidsfuldledelsesstil, som gjorde, at jeg fik lov til at arbejde med masser af udvikling og fik indflydelse og lærte en del om skolelederjobbet ret hurtigt, fortæller hun og sender en venlig tanke til sin læremester.
- Han havde et dejligt børnesyn og menneskesyn i det hele taget, at vi var der for børnenes skyld. Det var jo også derfor, at jeg var lærer og blev leder.
Alle har en forpligtelse til at stå lidt på tæer hver eneste dag og sammen finde nogle gode løsninger
Nanna Lohman, vicekommunaldirektør, Lejre Kommune
Samarbejde og store ambitioner
Efter fem år følte hun sig flyvefærdig og fikstillingen som skoleleder på Holluf Pile Skole i Odense.
- Der startede det rigtige skolelederliv, og jeg elskede det fra day one! Skolelederen er så sindssyg vigtig for, hvad det er for en kultur, der er på stedet. Altså det der med at være en evig og konstant rollemodel. Det at få lov at sætte sit eget præg på sinegen skole og ånden og sjælen på stedet betyder bare så meget, smiler hun om rollen, der også kan være svær, fordi arbejdet konstant bevæger sig mellem drift og strategi og altid foregår i samarbejde med personale, politikere, forvaltning og familier.
- Det har altid været min mission, at vi kun kan lykkes, hvis vi gør det sammen. Opgaven er så kompleks i dag, at man ikke kan stå alene, og vi er nødt til at lære af hinanden. Vi er nødt til at gøre det lidt bedre hver eneste dag, når vi træder ind på skolen, fordi vi har så stort et ansvar. Hvis man er fælles om opgaven, så bliver man stolt og gør sig umage både for sine kollegers skyld og for børnenes, siger hun og understreger, at hun kun har oplevet medarbejdere, som blomstrer, når ledelse og medarbejdere rykker tættere på hinanden.
Det var netop ambitionen om at bringe politik og praksis tættere sammen, der gjorde, at hun efter 4,5 år som skoleleder i Odense søgte videre og fik stillingen som skole- og uddannelseschef i Svendborg.
Og muligheden for at blive chef for 12 dedikerede skoleledere, der indtil da arbejdede meget decentralt, var spændende.
- Der var ikke den der vi-følelse, så opgaven var at lave et samlet skolevæsen, hvor vi lænede os ind mod hinanden og arbejdede i samme retning, forklarer hun og vender tilbage til sit mantra:
- Der er nogle ting, vi simpelthen bliver nødt til at stå på mål for sammen.
Nanna Lohman
- Vicekommunaldirektør i Lejre Kommunemed direktionsansvar forcentrene Børn & Læring og Kultur & Fritidsiden august 2022
- Skole- og uddannelseschef i Svendborg Kommune 2018-2022
- Skoleleder Holluf Pile Skole i Odense 2013-2018
- Pædagogisk leder og souschef Højmeskolen 2008-2013
- Medlem af EVA’s bestyrelse
- Medlem af Rådet for Børns Læring ved Børne- ogUndervisningsministeriet
- Medlem af styregruppen i Naturfagsakademiet NAFA
- Medlem af den nationale styregrupper for Aula
- Medlem af Børne- og Kulturchefforeningen
- Diplom i Psykologi og ledelse
- Master i Offentlig Ledelse og senest KIOL
- Bor i Odense
- Gift og har tre børn på 25, 20 og 16 år
Folkeskolen skal tilpasse sig
Den 1. august 2022 indtog hun rollen som vicekommunaldirektør i Lejre Kommune og trådte dermed et skridt endnu længere væk fra folkeskolens dagligdag, selvom hun har børn og unge som overordnet ansvarsområde, foruden kultur, fritid og turisme.
Det betyder 1 time og 20 minutters kørsel hver vej til og fra arbejde, bortset fra en ugentlig hjemmearbejdsdag, og at hun allerede nu har krydset Storebæltsbroen flere gange end i hele sit liv.
- Jeg var da spændt på det med at skulle pendle, men jobbet var så sindssygt interessant, fordi det netop handlede om at være tæt på praksis og få borgere og kommune til at hænge sammen, siger Nanna Lohman, der bruger køretiden på at høre podcast og tale i telefon med sine chefer.
Til gengæld er hun blevet bedre til at holde weekenderne fri for at lade op og spille badminton eller padel med sin mand og venner.
- Det har jeg ikke gjort før. Weekenden var for mig nogle ekstra dage, hvor jeg kunne nå det, jeg ikke nåede til daglig. Jeg kan da også stadig bruge et par timer søndag på at forberede ugen, der kommer. Men jeg er meget mere bevidst om at holde fri. Så det går faktisk ret fint, siger hun og nævner, at KIOL-uddannelsen var en øjenåbner, i forhold til at hvis man skal blive ved med at brænde og holde gejsten i mange år som topleder, så kræver det restitution indimellem.
Til gengæld kan hun stadigvæk tænke: Åh, er jeg nu dygtig nok til det her job?
- Min læringskurve har jo gået sådan her, siger hun med armen skråt op foran ansigtet.
- Men jeg arbejder jo stadig med, hvordan vi som forvaltning kan skabe nogle rammer, der understøtter, at dagtilbud, skoler, kultur og fritidsliv lykkes bedst muligt, så vi følger med tiden og tilpasser os det samfund, vi er en del af. Det har altid ligget mig meget på sinde, at vi skal bruge vores krudt på at designe en skole til de børn og familier, vi har, og jeg tror faktisk, det er folkeskolens allervigtigste opgave, siger den tidligere skoleleder.
Påvirke systemet
I sin nye rolle kan hun i endnu højere grad være med til at påvirke, at systemerne arbejder tættere sammen.
- Vi bliver simpelthen nødt til at læne os ind mod hinanden. Og så nogle gange prøvelidt utraditionelle ting af. Jeg er så glad for ordet ”prøvehandlinger”, og jeg ved godt, det måske efterhånden er ved at være brugt, men det er egentlig en meget passende betegnelse for, når vi øver os på noget, siger hun og opfordrer til at udfordre regler og rammer til det yderste.
- Vi arbejder i et politisk ledet system, så lad nu for pokker være med at bruge tid på at ærgre jer over ting, I ikke kan lave om. Brug tid på at påvirke der, hvor I kan – for jeg synes faktisk, at vi kan rigtig meget inden for den nuværende lovgivning – og få det til at passe til jeres virkelighed. Det, tror jeg, er skolelederens vigtigste opgave samtidig med at tage noget af presset fra pædagoger og lærere, vurderer vicekommunaldirektøren.
Selvdrømmer hun om at disrupte hele skolesystemet.
- Jeg ville ønske, at vi nogle gange kunne starte helt forfra og kigge på vores skole på ny. Når 20 % af vores børn og unge ikke passer ind, så er vores folkeskoleblevet for snæver, siger hun og sukker.
- Vi bliver nødt til at lave en undervisning, hvor der er flere muligheder, og hvor altikke afhænger af skemaer. Det betyder ikke, at vi ikke skal stille høje krav, for det er faktisk en af mine allerstørste kæpheste. Vi skal have enormt høje forventninger til både elever, personale, forældre, chefer og politikere, for den sags skyld. Alle har en forpligtelse til at stå lidt på tæer hver eneste dag og sammen finde nogle gode løsninger.
Kommunikation og følgeskab
Nanna Lohman har altid været optaget af kommunikation.
- Selvom man nogle gange ville ønske, at man bare kunne lukke døren, så er det både en skoleleders og en skolechefs og en vicekommunaldirektørs job at få folk med sig, siger hun og konstaterer, at der, hvor det går galt, ofte er der, hvor man som leder undervurderer kommunikationen.
- Man bliver nødt til at fortælle, hvorfor man gør, som man gør igen og igen. Vi bliver nødt til at kommunikere fra dagligdagen og fortælle, hvad vi laver, lige fra hyggelæsning i hjørnerne til teori i idræt. Hvordan filan skal verden derude vide, at vi er dygtige, hvis vi ikke fortæller det til nogen andre end os selv? spørger hun retorisk uden at forvente et svar.
Men kommunikation går to veje, og med årene er Nanna Lohman blevet bedre til at lytte.
- Jeg er meget direkte og kan lynhurtigt se, hvor jeg gerne vil have noget henad. Det er måske en svaghed, jeg har haft, at jeg var så bevidst om, hvad jeg selv syntes var god praksis og ville overbevise folk, hvis de havde en anden holdning. Men i topledelse har vi en ekstra forpligtelse til at lytte, fordi vi altid er de sidste, der hører det, når noget rører på sig, siger hun.
Til gengæld er der ikke meget, der går hendes nysgerrige næse forbi, når det gælder diverse dagsordener på børne- og ungeområdet, hvor hun sidder på en lang række tillidsposter.
- Jeg har altid sagt ja til alting, fordi det vil komme min organisation til gode på et senere tidspunkt, at jeg bruger tid på det. Det har været en hel klar strategi, siger hun og tilføjer:
- Og så har jeg altid gerne villet have indflydelse. Jeg synes, det er spændende at være med til at påvirke nogle nationale dagsordener, hvor jeg kan få lov at føje glimt af praksis ind i en politikerverden. For hvis vi rigtig skal lykkes, så skal vi have det politiske niveau og praksis til at hænge mere sammen, få en forståelse for hinanden og spille hinanden gode. Vi er jo på samme hold, og jeg har brug for at være stolt af min butik. Stolthedsfølelsen er benzin på mit bål, og der er så meget at være stolt af derude.
Malene Mølgaard er freelancejournalist
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler