Jeg er ikke bange for forældresamarbejdet
Målet er det samme, om du sidder i en bus på rundrejse i Sydtyrol eller i et klasseværelse. Begge steder skal fællesskabet fungere. Sådan lyder det fra skoleleder Anette Dahl. Da hun skiftede karrievej, tog hun både sine erfaringer fra rejsebranchen og hunden Vaks med ind i folkeskolen.
Når Anette Dahl er på arbejde som konstitueret skoleleder på Starup-Øsby Skole i Haderslev, er hun ikke alene. I en kurv ved siden af hendes skrivebord ligger den dansk-svenske gårdhund Vaks, som har været med i skole, siden dengang den kom til skade, og dyrlægen beordrede hende til at holde øje med hunden hele tiden. Det kunne kun lade sig gøre på én måde for den sønderjyske skoleleder – hunden måtte med på arbejde. Siden har Vaks, der fylder 13 år til september, tilbragt dagene som skolehund og er så tilpas med situationen, at man ofte finder ham ved hovedindgangen på udkig efter nogen, der vil nusse ham, eller midt i en klynge børn på gangen. Af og til lunter han ind på lærerværelset for at støvsuge gulvet for eventuelle tabte madrester eller opsøger skolens sekretær og afdelingslederne i nabokontorerne for at tigge en godbid fra et glas, de har stående.
De seneste ni år har Anette Dahl været en del af skoleledelsen på Starup-Øsby Skole, der har elever fra 0. til 6. klasse. Det meste af tiden som souschef, men siden marts har hun været konstitueret skoleleder, da skolens leder skulle udlånes til en af kommunens andre skoler indtil sommeren 2025. Her har hun tilbragt stort set hele sit arbejdsliv i skoleverdenen, siden hun i 2005 blev færdiguddannet meritlærer. Under uddannelsen arbejdede hun som vikar på Starup-Øsby Skole.
- Efter 10 måneder ringede Starup-Øsby Skole, at de havde brug for mig, og, tja, så er jeg blevet hængende, siger Anette Dahl, der aldrig før er blevet hængende nogen steder.
Er det her alt?
Hun har været vidt omkring både i arbejdslivet og den store verden.
- Det har altid været min drøm at uddanne mig til skolelærer, men i mine unge år kunne jeg ikke overskue en uddannelse på fire år, forklarer Anette Dahl, der i stedet tog til København og fik en uddannelse som ekspeditør i et rejsebureau.
- Men jeg hadede at være i København. Det var slet ikke mig. Der var alt for mange huse og alt for lidt horisont.
Da hun blev ramt af alvorlig sygdom og opereret for en svulst på skjoldbruskkirtlen, vendte hun hjem til Haderslev for at arbejde i sine forældres rejseselskab. Men efter tre-fire år opstod rastløsheden igen.
- Er det her alt, livet har at tilbyde mig? Sidde i Haderslev, spille lidt håndbold, snakke med mine venner …, husker Anette Dahl, der var nødt til at gøre noget andet.
- Jeg elsker at stå på ski. Så jeg tog en vinter til Østrig, og otte år efter kom jeg hjem, griner hun.
Om vinteren arbejdede hun som skiguide og om sommeren som rejseleder, og senere fik hun job som sekretær hos en byggemester og derefter kontorleder i et eventfirma.
- Efter otte år tænkte jeg: Nu er jeg nødt til at flytte hjem. Det er fedt at være i udlandet, men jeg har ingen historie med de mennesker, der bor der. Vi kunne sidde og snakke, og alt nutidigt kunne jeg være med på, men når de så snakkede om noget, der var sket, da de var børn, så var jeg ikke med, og jeg følte, at jeg manglede den forbindelse til fortiden, fortæller hun.
Anette Dahl
- Konstitueret skoleleder indtil 2025 på Starup-Øsby Skole i Haderslev, hvor hun har været ansat siden 2006 og souschef de seneste ni år
- Uddannet meritlærer i 2005
- Tidligere uddannet ekspeditør i et rejsebureau og har arbejdet som skiguide, rejseleder, sekretær hos en byggemester og kontorleder i et eventfirma
- Hun elsker håndbold, har selv spillet i mange år, ser både dansk og tysk håndbold på tv og tager gerne ud med venner og ser håndboldkampe. Desuden strikker hun og laver håndarbejde, fordi det er meditativt og giver ro til systemet at sidde og strikke den ene maske efter den anden. Og så elsker hun at køre ture ud i det blå.
Får et kick, når ting går op
Det er 18 år siden, hun blev fastansat på Starup-Øsby Skole, og hun er der stadig.
- Det ville jeg have forsvoret, at det nogensinde kom til at ske, udbryder hun.
Men hun havde købt hus og var mor til en lille datter på fire år, som hun havde været alene med siden midt i graviditeten. Derfor har det altid været nødvendigt, at hun havde styr på tingene og måske derfor, hun som afdelingsleder, souschef og nu skoleleder altid har haft fokus på det administrative.
- Jeg elsker, når fagfordelingen går op! Og jeg elsker, når skemaerne bliver gode både for børnene, for lærerne og faglokalerne. Jeg kan få et kick af, når jeg kan få det hele til at spille sammen, eller jeg kan finde ud af, hvor fejlen ligger i en knude i regnskaber, siger hun og konstaterer, at det også var derfor, hun sagde ja, da hun blev opfordret til at blive leder.
- Det er, fordi jeg godt kan lide at bestemme indimellem. Hvis du skriver det, så siger jeg, det er løgn! griner hun.
- Men jeg kan godt lide at være her. Jeg synes, det er en fed skole og nogle fede mennesker, og så skal man heller ikke altid lave noget andet bare for at gøre det. Det har jeg jo prøvet tidligere. Jeg har tilbragt en sommer i Spanien, en sommer i Østrig, og jeg har rejst hele verden rundt. Vi tog til Amsterdam i en weekend, fløj en tur til Frankfurt og på studietur i Thailand. Jeg har backpacket rundt i Australien i to måneder, og jeg har været til fodbold-VM i Mexico. Jeg var den eneste på det stadion, der ikke interesserede sig for fodbold, men for fanden, det var en oplevelse! Jeg synes jo, verden er så stor, så man skal ud og se den!
Trangen til at tage ud i det blå har hun stadig. Nu foregår det blot i weekender og på fridage, hvor hun sætter sig ind i sin spritnye ID.3-elbil og kører ud i det blå. Og selvfølgelig er hunden Vaks med.
- Herude, hvor jeg bor, der kan man køre virkelig langt uden at møde ret mange huse eller mennesker. Der er bare land. Hvis jeg cyklede, så kom jeg ingen vegne, klukker hun og fortæller, at hun gerne kører til Tønder, der ligger 50 kilometer væk, til Ribe eller ud til Vesterhavet for at sidde og kigge ud i horisonten.
Forstår folk fra udlandet
De mange års erfaringer med at være alene i udlandet har Anette Dahl taget med sig i lederjobbet på den sønderjyske folkeskole, hvor der også kommer familier fra andre kulturer.
- Jeg har boet i et andet land, kan tysk flydende og har østrigsk dialekt. men det kostede mig også en hel masse, så jeg forstår godt de familier, vi modtager, og hvad det vil sige at komme til et protestantisk eller katolsk land fra et muslimsk land, og de problemer og sproglige udfordringer, de står med. Jeg kan godt forstå, at børn, der kommer til os fra Moldova eller Ukraine, synes, det er svært at være her. Alle de ting, de slås med …, siger den berejste skoleleder, der gør sig umage med at tage børnenes perspektiv.
- Den usikkerhed, man kan have som ny i et land, den kan jeg i hvert fald godt sætte mig ind i. Så når lille Karims mor og far ikke forstår det danske skolesystem, er min opgave så ikke at hjælpe dem? spørger hun retorisk.
Forældresamarbejdet ligger i det hele taget Anette Dahl på sinde, og efter årene i turistbranchen er hun ikke bange for den del af lederopgaven.
- Jeg er ikke bange for forældresamarbejdet. Man kan godt sammenligne det med at have med turister at gøre. Jeg skal have dem til at have det godt. Og om du sidder i en bus på rundrejse i Sydtyrol eller i et klasseværelse, så skal du have fællesskabet til at fungere. Det er så vigtigt, at det fællesskab, der er rundt om børnene, fungerer.
Vaks smitter med ro
Imens ligger Vaks i sin kurv ved siden af hendes skrivebord og udstråler ekstrem afslappethed.
- Når Vaks lægger sig på gulvet og sover, mens vi holder møder, så er der en anden stemning. Jeg har haft personalesamtaler, hvor han også har været med og er gået hen til vedkommende, som kunnet lægge hånden ned på ryggen af ham. Det kan noget. Jeg har haft Vaks til at ligge på skødet af børn, der skal igennem børnesamtaler. De får ro af at nusse ham. Det er ikke så længe siden, jeg havde en alvorlig underretningssamtale, hvor jeg spurgte, om Vaks skulle med? Ja, sagde hun, og så lå Vaks faktisk på hendes skød hele den halvanden time, hvor hun skulle fortælle nogle virkelig ubehagelige ting. Men hun kunne hele tiden køre hånden hen over hunden, så hun kunne være i det, fortæller skolelederen.
Anette Dahl låner også gerne hunden ud, hvis en af afdelingslederne skal have en svær snak med et barn eller hente en elev ud af en dum situation.
- Så kan de låne Vaks og en snor og gå en tur. Det hjælper næsten altid. Flere af drengene nede i vores specialklasse har billeder hængende af Vaks, fordi han hjælper dem igennem dagen. Som den ene dreng siger: Vaks er den eneste, der kan hjælpe mig, når jeg bliver rigtig vred over noget. Og det er korrekt. Vaks går hen til ham, hvis han ligger på gulvet og er nærmest hysterisk, og vups, så er alt ok igen. Det er godt for børnene, og det er godt for mig og betyder helt praktisk, at mit liv hænger sammen, i stedet for at jeg hver dag sidder med dårlig samvittighed, fordi hunden derhjemme skal luftes, siger hun og tilføjer, at det fungerer, fordi han er en stille hund, der følger efter, uanset hvor hun er.
Bortset fra om fredagen klokken 9, hvor pedellerne spiser rundstykker i kælderen, og Vaks får lov til at slikke bøtten med hønsesalat, når den er næsten tom.
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler