Folkeskolen sætter sig i en for evigt
Hvordan ser folkeskolen ud på de skrå brædder? Det vil dramatiker Christian Lollike give et bud på. Med afsæt i mere end 200 beretninger fra folkeskolens medarbejdere om stress, modsatrettede krav og mistrivsel og fine historier om at åbne børns blik for en anden verden skriver han et teaterstykke.
”Hjælp Christian Lollike med at skrive et nyt teaterstykke om folkeskolen.”
Sådan lød det i en pressemeddelelse sidste år, da dramatiker og teaterinstruktøren sammen med Aarhus Teater efterlyste personlige historier fra de ansatte i den danske folkeskole. Historierne bruger han til at skrive et nuanceret portræt i form af en ny teaterforestilling om livet i nutidens danske folkeskole.
Christian Lollike tager ofte udgangspunkt i aktuelle politiske begivenheder i sit arbejde og har flere gange skabt stor debat blandt andet med forestillingerne ”Manifest 2083”, der byggede på massemorderen Anders Breiviks manifest, og fremtidsvisionen ”Black Madonna”. Det er heller ikke første gang, han benytter sig af autentisk materiale. I 2018 skrev han dokufarcen ”Hospitalet”, hvor han tog udgangspunkt i sygeplejerskers og lægers erfaringer med at stå mellem effektiviseringsplaner og patienter, de ikke kunne svigte.
- Man får nogle konkrete ord og historier, som man ikke kan tænke sig til. På samme måde besluttede vi at lave et kald ud til lærere om at skrive og fortælle om deres erfaringer fra folkeskolen og så prøve at finde ud af, hvad det er, der er på spil i øjeblikket, fortæller Christian Lollike.
For dramatikeren har det været interessant at undersøge, hvordan folkeskolen håndterer de mange forskellige udfordringer, børn står med i dag. Selv synes han, det var svært at gå i skole.
- Jeg har oplevelser med lærere, som betød utrolig meget, og samtidig en følelse af ét langt nederlag, røber 50-årige Christian Lollike, som både havde svært ved at læse, stave og matematik.
- Det var da helt klart en nederlagsfølelse at blive hevet ud af klassen til ekstra dansk og matematik. Jeg kan huske den der følelse af, at jeg var taberen, fortæller han ærligt.
Han sidder i sin sofa foran en kæmpestor vægreol fyldt med bøger. Selvom han stadig med egne ord ikke staver supergodt, så blev det hans fag at arbejde med sproget, skrive dramatik og fortælle historier, der griber os og vækker til eftertanke og debat.
- Jeg tror, de fleste har deres folkeskoletid ret present i hukommelsen og egentlig har ret nem adgang til at mærke, hvad det gjorde ved dem. Samtidig er det jo nærmest den vigtigste institution for os alle sammen, fordi vi tilbringer de afgørende år der. Folkeskolen sætter sig i en for evigt, siger han eftertænksomt.
Jeg tror, de fleste har deres folkeskoletid ret present i hukommelsen
Christian Lollike, dramatiker
Skolekomedien
Forestillingen om folkeskolen, der skrives og instrueres af Christian Lollike, hedder: Skolekomedien og får premiere på Aarhus Teater i foråret 2024.
Fremhæver det groteske
Blandt de omkring 200 input, Christian Lollike har fået fra folkeskolen, er der rigtig mange stresshistorier. Han har fået flest fortællinger fra lærere, men har også talt med nogle ledere.
- Og de bekræfter det her billede, siger han.
- Det handler om alle de krav både fra oven og fra siden. De fortæller om så mange opgaver, der skal løses, og så mange ting, der skal måles, udvalg, man skal være en del af. Det gør stort indtryk på mig at læse om de lærere, som starter ud med at være så idealistiske og have en på en gang følsom og pædagogisk årvågen tilgang til at skulle undervise og så bare blive kværnet ned i løbet af ganske få år. Det synes jeg er virkelig forstemmende, siger han og konkluderer forsigtigt:
- Jeg synes, der er det på spil, at folkeskolen i virkeligheden skal alt for meget på en gang. Så jeg forstår godt, at der måske især de sidste ti år har været en tiltagende stigning i stress og mistrivsel.
De mange stressberetningerne forsøger han at give et dramatisk billede af i stykket.
- Folkeskolen er en kondenseret udgave af vores samfund, hvor der i forvejen er masser af stress, angst, diagnoser … Og samtidig har vi en forestilling om, at børn bare skal trives!
Blandt besvarelserne har han lagt mærke til flere modsætninger.
- Meget kondenseret synes jeg, vi har gang i en bevægelse, hvor vi hele tiden skal fokusere på den enkelte elev, og samtidig skal vi skabe fællesskab. Jeg synes, de to er tæt på at modsige hinanden, siger han og kommer i tanker om, at han helt har glemt at nævne det tiltagende ”Aula-helvede”, som han ikke orker at dissekere.
- Altså, jeg synes nærmest, det tangerer til det absurde! Og det prøver jeg at vise.
Indtil videre har han skrevet den første skitse, som skal skrives igennem nogle gange. I mellemtiden fortsætter han med at lave interviews og søge input fra virkeligheden.
- Grunden til, at jeg godt kan lide at samle alt det her dokumentariske materiale, er, at jeg har en syret eller abstrakt tilgang til, hvordan jeg bearbejder det for at gøre det mere grotesk og fremhæve det, jeg synes er interessant at fremhæve. Jeg synes, det er interessant at kigge på det igennem et forstørrelsesglas og arbejde i en form for karikatur, men hvor det alligevel rammer præcist, forklarer han om sin proces.
Stykket skulle gerne føre til refleksion og deraf handling
Christian Lollike, dramatiker
Budskaber til lederne
På samme måde er det Christian Lollikes fornemmelse, at lederne i den grad er fanget i et hav af modsatrettede krav fra alle sider.
- Og nogle politikere, der er absolut forvirrede og ivrige efter at fremstå ekstremt handlende på hvad som helst. Det vil sige, hvis der kommer en undersøgelse, der viser, at nu kan børnene ikke læse, så bliver der sat 117 initiativer i gang, som bliver formidlet videre til skolelederne, og så kommer der en ny måling, som viser noget andet, siger dramatikeren og understreger, at han forsøger at lave et kunstnerisk produkt i sit eget univers.
- Jeg vil jo helst lade forestillingen tale for sig selv, og så må man konkludere ud fra det. Så på den måde er jeg sjældent interesseret i at give helt konkrete svar på, hvad vi skal gøre – så skulle jeg jo være politiker.
Derfor afviser han at formulere den store løsning i korte sætninger og gør det klart, at han føler sig meget letpåklædt, når han bevæger sig ned i de dybere lag af skoleledernes dilemmaer.
- Jeg er bange for at lyde som en, der har et budskab, jeg skal sælge. Men stykket skulle gerne føre til refleksion og deraf handling, siger kunstneren.
Hårdt presset vover han alligevel at bevæge sig ud på tynd is og give sit bud til skolelederne midt i regnen af beskydninger og det enorme virvar af krav og kritik.
- Jeg tror virkelig, det gælder om for lederne at turde skærme skolen og lærerne fra alle de mange krav udefra og oppefra og forsøge at skabe lidt mere rolige læringsmiljøer og ikke ligge under for det pres og alle ideerne fra en stat og regering, der kun har sat sig halvt ind i det og har alle mulige dagsordener og behov for at måle alting.
Til gengæld holder han sig ikke tilbage med at sende budskaber videre til beslutningstagerne.
- Jeg håber da altid med de forestillinger, jeg laver, at jeg taler til politikerne. Jeg forsøger i hvert fald altid at lave en eller anden form for samtidsanalyse. Det gør indtryk på mig, at vi iagttager så meget mistrivsel, som vi ikke helt ved, hvad vi skal gøre ved, og som vi har en ide om, at folkeskolen skal kunne håndtere for os, men i virkeligheden er det et større samfundsproblem, siger han og tilføjer, at der også er positive fortællinger iblandt, som har rørt ham:
- Der er mange smukke og fine historier om engagerede lærere, der oplever, hvor meget de har været med til at åbne børnenes blik for en anden verden og har haft en betydning for børns udvikling.
Malene Mølgaard er freelancejournalist
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler