Der er et uudnyttet potentiale i læsevejlederne

Hvordan bliver læsevejledernes arbejde brugt?

Det er blandt andet til de årlige læsekonferencemøder. Til læsekonferencer, eller klassekonferencer, som nogle kalder det, hvor både skoleledelse og lærere og læsevejledere, nogle gange også matematikvejlederen, sidder, får skolelederen et overblik over, hvordan det står til.
Læsevejlederen laver et dataoverblik, der viser hvordan det står til i alle klasser. Hvad bemærker vi? Hvem er det, der måske ’bonger ud’? Altså hvem klarer sig særligt dårligt? Ud over det, så er der også en rutine for, at læsevejlederen sammensætter en handlingsplan, som både lærere skal bruge, og som eleven indgår i, og som skal kommunikere til forældrene. Og den her dialog, som læsevejlederen har med eleverne, fandt jeg ud af faktisk var afgørende for at give eleverne en stemme ind i alle de her data, som ville sige noget om eleven. Læsevejlederen samler viden om eleverne, og hjælper med at bygge bro mellem alle de data, og beslutninger der træffes i undervisningen.  
‍

‍Hvordan er det så, at rutiner spiller ind?

Hvis der ikke var en læsevejledningsrutine, så var der jo ikke nogen, der samlede alle elevers data i folkeskolen i hvert fald på den måde, og der var heller ikke en hjælp til at oversætte data til didaktik specifikt, hvad angår læsning. Så i det hele taget er det vigtigt at være opmærksom på, at rutiner er betydningsfulde i skolen. Hvis der for eksempel ikke var en fagfordelingsrutine og en skemalægningsrutine, så ville børnene ikke vide, hvilke klasser de skulle gå hen i med hvilke lærere. Og sådan kan man sige, at der er nogle enkeltstående rutiner, som jo er betydningsfulde for, at vi kan gøre det, der hedder skole. Men rutiner hænger også sammen. En læsevejledningsrutine hænger fx sammen med skolens budgetlægningsrutiner, men også med skemalægningsrutinerne. Fordi hvis man nu siger, at de her læsevejledere, de gerne vil mere ud i klasserne, så kan det måske ikke lade sig gøre, fordi mange læsevejledere selv har næsten et fuldt skema ved siden af, hvor de underviser i forskellige fag. Så det vil jo kræve, at der var en dialog om, hvordan man så kunne tilrettelægge skemaerne, sådan at læsevejlederne kan gå mere ud i klasserne.  

Får man i dag det ud af læsevejlederne og det potentiale, som man burde?

I sin tid blev læsevejlederne sat ind, fordi de skulle hjælpe med at løse problemstillingen med elevers læsevanskeligheder, at elever manglede lyst til at læse eller klarede sig dårligt i test. Og så kan vi jo spørge, hvorfor problemet ikke er løst?
Noget af det, læsevejlederne fortæller mig i interviewene, er, at læsevejledningsrutinen har forandret sig over tid. Nogle fortæller, hvordan de i starten fik mange timer til at løse deres opgaver. De var med til at søsætte en masse indsatser og projekter med faglig læsning. De fortæller, at de har fået mindre tid til at løse denne opgave. Der er mange forskellige forklaringsmodeller på, at børn stadig læser dårligt. Der er forskere, der siger, det hænger sammen med øget brug af skærm – men vi kunne også være nysgerrige på, hvordan vi bruger læsevejledningen til at løse problemstillingen og være opmærksomme på, at når vi justerer ned på læsevejledningen, kan det få en betydning for, om elever kan få et læseløft eller for den tid, der er til at vejlede lærerne om, hvordan de kan opdatere deres læse- og skriveundervisning.

Hvad er skoleledernes rolle i forhold til at bruge læsevejledernes arbejde til at skabe bedre resultater?

Man kan have en dialog om: Hvilke rutiner har vi? Hvorfor har vi de her rutiner? Hvad er formålet med dem? Får vi det ud af dem, vi ønsker? Det er et spørgsmål om at invitere til en refleksion og dialog om skolens rutiner. Jeg vil opfordre skoleledere til at genbesøge hele ideen med skolens læsevejleder. Og så skal man være nysgerrig på, hvad det er for nogle forandringer, læsevejlederne selv stræber efter. For mange forandringer kan opleves som meningsfulde og vedkommende, hvis man lytter til dem, der udfører dem.