Jeg ved noget om uddannelse, som jeg kan bidrage med
Jesper Hansen arbejder i Cambodias hovedstad for at løfte kvaliteten af undervisningen i slumområderne og uddanne lokale lærere efter danske pædagogiske principper. Efter mere end tre år i det fattige land er hans begejstring for den danske folkeskole kun vokset.
For tre år siden pakkede Jesper Hansen sine erfaringer og værdier som leder i folkeskolen og rejste med sin kone og to børn 9.000 kilometer østpå til Cambodia. Her arbejder han på et Danida-finansieret udviklingsprojekt i hovedstaden Phnom Pehn med at opbygge en læreruddannelse baseret på dansk pædagogik, psykologi og didaktik. En ikke specielt nem opgave i en meget hierarkisk kultur, hvor det er almindeligt at slå børn, bestikke lærerne, og skolegang nedprioriteres, fordi forældrene i byens slumkvarterer har brug for, at børnene hjælper med at samle jern, pap og plastik på gaden, som de kan sælge for 70 ører kiloet.
Så hvad bragte den tidligere viceskoleleder på Højelse Skole i Køge om på den anden side af jordkloden til et job som leder af en ny uddannelse for lærere, der underviser børn fra hovedstadens slumkvarterer?
- Eventyr!
Der er ingen tvivl i hans svar på, hvorfor familien valgte at rejse til et af de fattigste lande i Asien, der stadig lider under, at kommunistiske Khmer Rouge omdannede landet til en stor arbejdslejr i 1970’erne, hvor mere end to millioner mennesker døde af sult, sygdom og henrettelser.
- Og muligheden for at bruge min erfaring og uddannelse i et globalt perspektiv til at skabe en bedre verden, svarer han med et stort smil over den lidt gnidrede FaceTime-forbindelse.
Jeg kunne godt sælge mine ting og give det til en fattig, men jeg tror, det er mere effektfuldt, at jeg giver viden om, hvordan man laver goduddannelse
Jesper Hansen, leder og underviser, læreruddannelse i Cambodia
Begejstret for folkeskolen
- En af årsagerne til, at vi flyttede herud, er, at vi har noget at byde på i den danske skoleverden med dansk pædagogik, og hvordan vi laver skole, forklarer Jesper Hansen og uddyber:
- Jo længere jeg opholder mig her, og jo mere jeg lærer skolesystemet at kende i Cambodia, desto mere begejstret bliver jeg for den danske folkeskole, og hvor gode vi faktisk er til at lave skole og undervise i Danmark. Vi kan være stolte af måden, vi har struktureret skolen, af vores skoledrift og den måde, vi laver pædagogik. Vi gør det sindssygt godt i Danmark! Det glemmer vi bare nogle gange, fordi vi kigger på alle folkeskolens mangler. Men i et globalt perspektiv kan folkeskolen sindssygt meget. Det er det, jeg prøver at give videre: nordisk pædagogik, dansk skolestruktur og vores tilgang til læring.
Det vigtigste, han har med hjemmefra i sin kuffert til at løfte undervisningen af Phnom Penhs slumkvarterbørn, er det danske børnesyn.
- I Danmark ser vi over en bred kam, at alle børn er værdifulde. Alle børn har noget at bidrage med. Alle børn skal have en chance. Man slår ikke børn og udskammer ikke børn, siger han og konstaterer, at kulturen er noget anderledes i Cambodia end i Danmark.
- Her er læreren en autoritet, der udøver envejslæring, mens børnene skal tie stille og skrive præcist af, hvad der står på tavlen. Den måde, vi arbejder kreativt med læring i Danmark, prøver jeg at tage med hertil og udbrede, fordi jeg tror på, det er mere effektfuldt end kæft, trit og retning, siger han og medgiver, at indsatsen kan virke som en dråbe i havet i et land med 18 millioner indbyggere, hvoraf godt to millioner bor i hovedstaden.
Her er både moderne butikker, indkøbscentre og restauranter, som er store kontraster til fattigdommen i slumkvartererne, hvor folk bor i blikskure uden kloakering.
- Der er et kæmpestort ”gap” imellem dem, som har lidt penge og sender deres børn på privatskole, og de fattigste, hvis børn er i den offentlige skole tre timer om dagen, forklarer han.
Derfor tilbyder den lokale NGO Flame Cambodia ekstra undervisning om eftermiddagen for hovedstadens slumbørn i hovedsproget khmer, matematik, engelsk og computer. Og det er lærerne herfra, Jesper Hansen arbejder med at efteruddanne efter danske standarder.
- Min rolle er at gøre lærerne bedre, så de kan levere kvalitetsundervisning, og de fattige børn får nogle bedre chancer.
Jesper Hansen
- Leder og underviser på Danida-finansieret læreruddannelse i Cambodia
- Viceskoleleder på Højelse Skole i Køge Kommune 2018-2021
- Underviser og uddannelsesplanlægger på Professionshøjskolen UCC 2011-2018
- Master i IKT og Læring fra Aalborg Universitet
- Cand.pæd., Pædagogisk Sociologi fra Aarhus Universitet
- Uddannet lærer fra Københavns Professionshøjskole i 2010
- I sin fritid i Cambodia dyrker han sport, er i en brætspilsklub sammen med andre udenlandske mænd, læser bøger, bader og dykker, tager med sine børn til fodbold og nyder at tage ud og spise.
Begyndte som et mareridt
Kulturforskel, kontraster mellem rig og fattig, stærk autoritetstro og mellem 30 og 40 graders varme er bare nogle af de udfordringer, som Jesper Hansen skulle håndtere som leder i et fremmed land.
- Vi kom herud på det mest tåbelige tidspunkt, hvor corona rasede helt vildt, og restriktionerne var meget strengere end i Danmark. Så der gik mere end et år, inden jeg kom i gang med det arbejde, jeg var rejst ud for at lave, nærmest sukker Jesper Hansen.
- Alle skoler og fritidsaktiviteter var lukket ned, og der var udgangsforbud og vaccinekrav og maskepåbud. Så første del var rent kaos, hvor vi sagde til hinanden: Hvad i alverden laver vi her?
Da pandemien lagde sig, og skoler, arbejdspladser og fritidsaktiviteter åbnede igen, kunne Jesper Hansen tage fat på sit nye arbejdsliv hos organisationen Flame Cambodia. Her er 45 ansatte, hvor han og en kvindelig kollega fra New Zealand er de eneste udlændinge. Alligevel er kulturen på kontoret i storbyen lidt mindre hierarkisk og med en mere vestlig vibe end sædvanligt i Cambodia, hvor folk ellers er vant til at blive dirigeret med, ikke stille spørgsmål og bare makke ret.
- Min ledelsesstil er, at vi spiller hinanden gode, lærer af hinanden og udvikler sammen. Så jeg bliver ved med at sige, at jeg virkelig gerne vil høre deres mening, og at de stiller spørgsmål til det, jeg gør, fordi jeg ikke er perfekt og kan fejle, siger han og konstaterer, at kulturændringer tager tid, og ledelsesopgaven er dilemmafyldt.
- Mine kolleger, der er cambodianere, tjener 300 dollars om måneden, som er en okay løn hernede, men jeg tjener noget mere. Og selvom vi sidder og spiser frokost sammen og gerne vil have en relation, så ved alle jo, at jeg er den hvide mand med en hushjælp, der stryger mine skjorter og laver min mad, siger han og træder ud på altanen i familiens hus, hvor der er udsigt til høje træer, palmer og et buddhistisk tempel.
- Vi har aircondition og tager på hotel for at ligge ved en pool i weekenden. Så der er bare et ulighedsforhold hele tiden. Vi afleverer vores børn på en god international skole med vagter ved lågen, og så tager jeg ud og arbejder med lærere, som underviser børn, der er skraldesamlere i slumkvartererne, siger han ærligt og konstaterer:
- Man bliver nødt til at blive lidt immun over for det. Ellers er det simpelthen for svært at kapere, fordi det er så kontrastfyldt. Og så må jeg jo gøre mit for at gøre det bedre, og jeg ved noget om uddannelse, så det kan jeg bidrage med, siger han og sætter det på spidsen:
- Jeg kunne også godt sælge alle mine ting og give det til en fattig, men jeg tror faktisk, det er mere effektfuldt, at jeg giver viden om, hvordan man laver god uddannelse.
Tilbage til folkeskolen
Det kræver stålsat optimisme at tro på projektet. Den helt store udfordring har været at få lærere nok til uddannelsen.
- Problemet er, at de skal have orlov fra deres job i tre måneder, og det er bare svært, fortæller han og tæller sig frem til, at efter fire hold har omkring 26 lokale lærere nu det samme niveau, som en nyudklækket dansk lærer.
- Det, som jeg glædes over, er, at de har berøring med mere end 300 børn hvert år, og forhåbentlig kan de bruge deres nye kompetencer de næste 30 år. Så vi er oppe i en del tusinder fattige børn, som får bedre muligheder for bedre uddannelse over tid, siger han optimistisk og konstaterer:
- Det er den måde, vi er nødt til at tænke på, at det multiplicerer sig, efterhånden som tiden går, så udviklingsarbejdet bliver …
Han leder efter ordene og finder det rigtige på engelsk, som er blevet hans arbejdssprog:
- Sustainable. Det skal ikke bare være udviklingsarbejde, der stopper. Det skal være bæredygtigt, og det er det gode ved det her.
Men der er også synlige tegn på, at det rykker noget i NGO’ens eftermiddagsskole for slummens børn, hvor klasselokalerne efterhånden kunne ligne en dansk folkeskole.
- For tre år siden var det centreret om en stor tavle i midten og et kateter til læreren, og der var ikke noget på væggene andet end ABC oppe under loftet. I dag har de fjernet kateteret, fordi læreren skal gå rundt mellem børnene, og på væggene udstiller de produkter, tegninger og små historier. Og lærerne har lavet læringsmål for undervisningen i stedet for bare at pløje gennem en bog, siger han begejstret.
Når Jesper Hansen forlader kontoret i Phnom Pehn til sommer, hvor regntiden sætter ind, glæder han sig efter små fire års eventyr til at vende hjem til den danske folkeskole. Det samme gør hans børn, der i dag er 11 og 14 år, og som har bedt om, at forældrene ikke finder på flere eventyr, før de er flyttet hjemmefra.
- Jamen jeg går da efter at komme tilbage til et job i folkeskolen, siger han uden tøven.
- Og det glæder jeg mig til. Endda med fornyet stolthed. Efter at have været ude og se, hvor forfærdelig uddannelse kan være, så vil jeg gerne tilbage til at lave god folkeskole.
Til spørgsmålet om, hvad han tager med i kufferten retur fra Cambodia, svarer han:
- Jeg er blevet meget skarpere på, hvad god pædagogik er, hvad god læring er, og hvad god ledelse er. Og så må vi også gerne have et lidt større globalt udsyn og en lidt større forståelse af, at vi alle sammen er mennesker på den samme jord, og hold da op, hvor er der meget stor ulighed i den her verden …
Læs flere artikler
Se oversigt over artikler