Hver gang vi er stillet over for en pædagogisk udfordring, lyder det samme spørgsmål; findes der en metode? Nogle gange er det underviserne, der efterspørger ’en pædagogisk værktøjskasse’, andre gange er det lederne eller det politiske niveau, der ruller standardiserede formater og metoder ud. Bevægelsen kan således både være drevet af en fornemmelse af uformåenhed eller en (ud)dannelsesmæssig ambition. Og det ville rigtig nok være galimatias at sige – eller skrive – at metodeudvikling, efteruddannelse og opkvalificering var noget skidt.
Men – for der er men, vi skal forholde os til, og som er omdrejningspunktet for denne klumme – min oplevelse (som der i parentes bemærket ingen videnskabelig evidens er for) er, at al denne fokus på metoder, didaktik og værktøjskasser nogle gange og nogle steder – men lidt for ofte og lidt for mange steder – truer med at trænge mennesket i baggrunden. Eller formuleret anderledes, metoden og den veludviklede pædagogiske værktøjskasse kommer til at stå imellem læreren og eleven – og faktisk også nogle gange mellem lederen og læreren.
Eller spidsformuleret – og nok for hårdt skåret: Optagetheden af metoder og redskaber, der ligger i forlængelse af forståelsen af læreren som fagprofessionel (forfærdeligt udtryk!), risikerer at frarøve – eller snarere franarre – underviseren hans eller hendes vigtigste greb; begejstringen, intuitionen og menneskeligheden. Forstå mig ret, jeg ved og anerkender, at undervisningsopgaven – eller skoleledertjansen, for den sags skyld – ikke er for amatører, og det er entydigt godt at kunne sin didaktiske abc og mestre sit fag. Men ligesom i historien om Frankenstein er der tilsyneladende en overhængende risiko for, at metoderne ikke løser problemet, men tværtimod accelererer de problemer, man forsøger at løse. Hvorfor? Fordi de skaber en afstand mellem læreren og de elever.
”Jeg mener, at personligheden er det afgørende. At opdragelse kan nå så vidt, som opdrageren kan nå,” skrev forfatteren og læreren Martin A. Hansen og fortsatte: ”At man egentlig ikke med nogen ret kan forlange, at børnene skal være, hvad man ikke selv kan være.” Martin A. Hansen kaldte sig selv ’personalist’ og insisterede på, at lærergerningen skulle – ja, faktisk kunne – være båret af et levende engagement i den enkelte. Forudsætningen, lød hans ræsonnement, for at være lærer var, at gerningen var båret af et personligt engagement og – væsentligst – en menneskelighed. Og nej, der er selvsagt ikke nogen modsætning mellem at være kompetent og menneskelig, men forholdet må være det rette: Menneske først og lærer så, med en vending lånt (og omskrevet) fra Grundtvig.
Indlægget er udtryk for skribentens holdning.