Frihedens trommer er begyndt at buldre. Nu får skolerne (om politikerne vil) frihed til at indrette den hverdag, som eleverne efterspørger. Men hvad er det for en hverdag, eleverne ønsker? Det ved skolelederen. For han/hun har været på kursus eller til middag med gamle seminarievenner eller har læst en artikel – og set lyset!
Mange af de problemer, som skolen står med, kan ved en ihærdig målrettet indsats forsvinde.
Derfor skal alle kræfter sættes ind. Ideen skal forfølges. Der skal nedsættes arbejdsgrupper og indkaldes til pædagogiske møder.
Så sker der det, som ofte sker:
De første kritiske røster begynder at melde sig fra gruppen af lærere med kronisk korslagte arme, og hvis alder nærmer sig pensionen. “Det er gammel vin på nye flasker”. “Det har vi prøvet”. Den slags ytringer bliver hurtigt affejet med henvisning til, at de korslagte arme per definition er imod al forandring.
Så kommer kritikken fra den næste gruppe. Lærere, som har den grundholdning, at de bare gerne vil undervise, og de meddeler: “Mine elever klarer sig fint, så der skal ikke pilles ved noget”.
Den tredje gruppe er de pligtopfyldende lærere:
“Hvad med de initiativer, vi har sat i gang. Skal vi ikke i mål med dem?”. “Hvorfor skal det hele gå så stærkt?”.
Til sidst kommer tillidsrepræsentanten med det møgirriterende spørgsmål: “Hvor står det i skoleplanen …? Det mindes jeg ikke, at vi blev enige om”.
Ledelsen afviser enhver kritik, sætter projektet i gang over hals og hoved, for lyset er derude. Medarbejderne gør, som de plejer, mens det går over.
Mange gode ideer dør på den måde. Medarbejderne ser ikke det samme lys som skolelederen. Det er i bund og grund ærgerligt, for det kan jo være, at skolelederen har set rigtigt. At ideen vil løse mange af de udfordringer, som skolen står med.
Men samtidig har medarbejderne ofte ret. Initiativer, som man har sat i gang, er ikke blevet fuldt ud implementeret, før det næste sættes i gang.
Hvis man starter noget nyt op for hurtigt, når man ikke at høste frugterne af arbejdet.
De korslagte arme kunne også have en pointe. Faktisk har de prøvet noget, der lignede før, og har dermed nogle erfaringer med, hvad der gik godt, og hvor det gik galt. Det er værdifuld viden.
Hvordan bruger man så friheden rigtigt? Jeg synes, at man skal starte med at høste frugter af de initiativer, som man har sat i gang. De står i skoleplanen, så dem er ledelse og lærere i princippet enige om.
Derefter skal man spørge eleverne. Hvad vil de gerne, og hvordan vil de det? Vi får friheden til at afprøve ting, vi tidligere har måttet afvise med henvisning til love og regler.
Hvis man kan få elevernes ønsker til at spille sammen med de korslagte armes erfaringer kombineret med den pligtopfyldende gruppes fokus og får afsat den fornødne tid, så er jeg sikker på, at eleverne kommer til at opleve gode, stærke forandringer. Selv jeg-vil-bare-gerne-undervise-gruppen kommer med, når de ser, at resten af skolen rykker, og de bliver ofte de mest engagerede og dem, der holder fast.
For alle er i virkeligheden optagede af det samme: ønsket om en bedre og mere motiverende skoledag.