Tit bliver der drøftet et barn med en udfordrende adfærd ved frokosten i personalerummet på skolen, og ofte bevæger diskussionen sig i retning af, om barnet kunne have en psykiatrisk diagnose. Særligt bliver ADHD- eller autismediagnoserne bragt frem.
Diskussionerne er et resultat af, at det generelle videnniveau blandt personalet efterhånden er ret højt. Vi har gennem mange år opkvalificeret lærere og pædagoger gennem oplæg, kurser og uddannelse til, hvordan man spotter og arbejder børn med diagnoser. Det har en effekt. Vi kan efterhånden ret sikkert gætte/vurdere, hvilken diagnose, det peger imod, når et barn er til udredning hos børne- og ungdomspsykiatrien.
Hele snakken ved frokostbordet er en del af den trend, som gennemsyrer samfundet. Blandt andre peger Center for Ungdomsforskning på tendensen: Der er sket psykologisering af samfundet.
Det er ikke kun os professionelle, der er blevet mere bevidste om psykiatriske diagnoser. Forældrene har også et godt videnniveau om forskellige psykiatriske diagnoser og bringer dem ofte selv på banen. De tænker ikke kun på ADHD og autisme.
Tit fortæller forældre os, at de har et barn med angst. Det viser sig dog ofte, at angstdiagnosen ikke er stillet af en psykiater, men af forælderen selv. Det er altså ikke længere nok at være bekymret eller ængstelig. Der skal en psykisk diagnose på.
Mange forældre ønsker, at deres børn får en udredning. Særligt bliver resurseargumentet trukket frem. Der er en forventning om, at kommunekassen åbner sig, så snart ungdomspsykiatrien har udtalt sig. Rigtig mange bliver skuffede.
Også en forklaring på barnets opførsel er et argument for ønsket om en udredning. Jeg kan i mit stille sind have min tvivl om, om barnet altid har glæde af en diagnose, for hvis vi ved, hvad der skal til for at skabe en bedre hverdag for barnet, er det så nødvendigt med en udredning? Barnet får jo hverken mere eller mindre autisme af at blive udredt, og barnet skal leve med diagnosen resten af deres liv. Det kan godt være ret definerende for selvopfattelsen.
Hvis barnet skal fortsætte i almenskolen, kender lærere og pædagogerne “symptomerne” og ved, hvad de skal gøre. De øger på forhånd strukturen i undervisningen, inden et barn bliver udredt og får en diagnose.
Det er klart, at hvis barnet skal videre i et specialtilbud, er det vigtigt at have noget konkret viden, så man er sikker på at finde det rigtige skoletilbud.
Jeg er ikke imod udredninger og psykiatriske diagnoser, men jeg er bekymret for diagnoseautomatreaktionen. Jeg vil hellere have, at vi er optaget af, hvad man kan gøre for at forbedre trivslen, og jeg er bekymret for, at der bliver brugt for meget energi på årsagen.